Ghana Venskabsgrupperne er en selvstændig og upolitisk forening, hvis formål er, at udvikle venskab og samarbejde mellem venskabsgrupper i Danmark og Nordghana, samt gennem selvhjælpsprojekter, udveksling og andet samarbejde at medvirke til højnelse af levestandarden for befolkningen i Nordghana.  

GV driver i samarbejde med sine sydpartnerne Ghanaian Danish Communities Association (GDCA) og Youth Empowerment for Life (YEfL)  et udviklingsprogram, som er finansieret af Danida. GV er rådgivende over for sydpartnerne og har det overordnede ansvar i forhold til Danida.

Venskabstanken udgør en væsentlig del af GVs identitet, og eksterne kapacitetsundersøgelser i 2001 og 2009 fastslog, at venskabstanken beriger og befordrer partnerskabet, og er fuldt foreneligt med GVs rolle som partner i omfattende udviklingsprojekter.

GV har gennem sin mere end 25-årige levetid bevist, at u-landsbistand og oplysningsarbejde med succes kan varetages af almindelige danskere uden andre særlige forudsætninger end deres personlige engagement i mennesker og samfundsforhold i Nordghana.

GV har ca. 350 medlemmer, hvoraf ca.50 er meget aktive og har påtaget sig arbejdsopgaver og ansvar i projekternes baggrundsgrupper og i venskabsudvalget, som står for GVs aktiviteter i Danmark.

Mange af GVs medlemmer har besøgt Nordghana. Den direkte kontakt mellem Danmark og Nordghana skaber gensidig forpligtelse og kontinuitet i arbejdet. Medlemmer af projektudvalgene bidrager udover med deres personlige engagement også med deres uddannelses- og arbejdsmæssige erfaring og danner dermed en spændende kobling mellem amatørisme og professionalisme.

GV har 3 lønnede medarbejdere, Generalsekretæren, projektmedarbejderen og en studentermedhjælp. Resten af arbejdet udføres af frivillige.

Som medlem modtager du Håndslag 4 gange årligt, får indbydelse til 3-4 fællesmøder og et årligt weekend-seminar. Vil du engagere dig mere i arbejdet, er der på generalforsamlingen hvert år mulighed for at blive valgt som fuldgyldigt medlem af et udvalg eller som 'føl', der følger udvalgets arbejde og projektet i Ghana, med henblik på senere optagelse i udvalget.

Læs GVs strategi 2010.