Baggrund og historie

Klimaet er hårdt. Året deles op i tørtid og regntid. Temperaturen er nemt oppe på 40º, men i den køligere tid med harmattanvinden fra nord kan morgentemperaturen være nede på 20º. Så fryser ghaneseren!

I regntiden er der stor travlhed med markarbejdet, mens tørtiden er mere stille,  og så fristes unge mænd og kvinder til at drage til storbyen for at finde arbejde. Og vender måske aldrig tilbage!

Vandmanglen kan være katastrofal i tørtiden, og kvinderne må bruge meget tid på at hente vand fra floder og søer. Dog arbejder mange organisationer på at hjælpe befolkningen til at få gravet brønde.

Vejene er meget dårlige, især i regntiden. Det almindeligste er at gå eller køre på cykel, og man kan sagtens kan transportere kone og barn på bagagebæreren sammen med byggematerialer på hovedet.

Meget få kan læse og skrive. Der er ni års skolepligt i Ghana, men i fjerntliggende landsbyer er det ganske normalt, at ingen har gået i skole. I Nordregionen er skolegangen på 30 til 50%, og for pigernes vedkommende 20 til 30%. Der er kun ringe forståelse for at det er vigtigt at sende børn i skole. Der mangler skolefaciliteter. Der gøres et stort arbejde for at bygge skoler overalt i landet, både af regeringen og hjælpeorganisationer, men det kan være umuligt for børnene at gå den lange vej. Ofte mangler der møbler og undervisningsmaterialerne er meget mangelfulde. Der er simpelthen ikke afsat tilstrækkeligt med penge til området.

Men det værste er nok lærersituationen: De alt for få uddannede lærere har ingen status hos forældrene, da mange ikke kan se fordelen ved at sende børnene i skole. De er dårligt betalte, deres boligforhold i landsbyen kan være så dårlige, at de slår sig ned i den nærliggende større by og derfor ikke kan passe deres skolearbejde hver dag. Bussen kommer måske ikke eller cyklen er i stykker. Lærerne må ofte undervise flere hold elever ad gangen, med op til 50-60 elever i samme lokale. Her er det svært at tage hensyn til hver enkelt elev.

Et andet problem for børnenes skolegang er, at forældrene ikke synes, at de kan undvære børnenes arbejdskraft. Drengene passer får, geder og høns, og pigerne passer de små søskende og deltager i alt forefaldende kvindearbejde. 

GHANA VENSKABSGRUPPERNE - KLOSTERPORT 4C 3. - DK-8000 ÅRHUS C - TEL 86 19 15 22 - GV@GHANAVENSKABSGRUPPERNE.DK