Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Danmarksseminar 2001

Indlæg om 
Menneskerettigheder i ghanesisk perspektiv


Læs talerne (på engelsk)
Trekant  GDCA Chairman
Trekant  I. A. Nasagri
Trekant  Ibrahim Adam
Trekant  Leif Frandsen
Trekant  D.J. Iddrisu
Trekant  Resolution

Danmarksseminar.

Endnu engang et flot Danmarksseminar på Dagbon Ninneesim Karimzong i Dalun med alt hvad dertil hører af deltagelse af høvdinge med fuld entourage med trommespil og lovprisninger, højtidelige, traditionsrige ceremonier, formfuldendte taler, dybsindige diskussioner og ivrig deltagelse af alle i grupper og i plenum, så tidsrammerne konstant blev overskredet. Når dertil kommer tromme og danseunderholdning og hjertelig gensynsglæde mellem venner, har I opskriften på et godt seminar.

Danmarksseminaret havde i 2001 titlen ”Human rights in a Ghanaian Perspective”.

Åbningshøjtideligheden

Åbningshøjtideligheden blev overværet af fire høvdinge (tre fra værtszonen Kasulyili, Lungbunga og Zantani og den stedlige vært, Dalun-Lana), som alle indtog deres pladser, ledsaget af ældre og trommeslagere med lovpriseren i spidsen og kvinder med deres traditionelle lovprisningshyl. De to nye amtsrådsformænd fra Tolon og Savelugu var til stede sammen med adskillige af deres embedsmænd og repræsentanter for andre organisationer, udover folk fra GCDP’s lokalkomiteer i landsbyerne. De ansatte var der selvfølgelig også og nogle få danskere.
Programmet for højtideligheden blev fulgt med alle de ceremonielle indslag, som åbningsbøn, præsentation af den valgte formand og korte taler af værtshøvdingene. Formanden for GDCA bød velkommen og introducerede emnet i en lang tale, hvor han især fokuserede på kvinders og de unges rettigheder og omtalte det vigtige tværkulturelle islæt ved at en del danske venner deltog heriblandt Leif Frandsen, som repræsenterede Ghana Venskabsgrupperne officielt.
Leif holdt selvfølgelig også en lille takketale. Men ellers var æresgæsten regionsministeren, som i sit fravær lod læse en tale op af sin deputerede. Han lagde især vægt på de unge pigers problemer og opfordrede alle til at gøre en ekstra anstrengelse for at undgå, at pigerne tog sydpå for måske at tjene lette penge.
Efter åbningshøjtideligheden begyndte det rigtige seminar, men da forlod de fleste dignitarer desværre mødet.

Seminaret.
Seminaret varede i tre dage og havde et meget tætpakket program med fem fyldige indlæg fra meget kompetente foredragsholdere, grundige drøftelser med livlig deltagelse af alle 70 deltagere, drøftelse i grupper den sidste dag af emner, udvalgte med hensyntagen til, hvilke temaer havde haft størst interesse, udfærdigelse af en resolution og forslag til emne for seminar næste år.

Indlæggene.
Fire veluddannede folk, alle med benævnelsen sagfører og fra deres daglige arbejde bekendte med menneskerettighedernes vilkår i Nord Ghana var foredragsholdere udover den danske repræsentant, Leif Frandsen.

Det Afrikanske Charter.
Den regionale leder af VAT (value added tax = moms) talte om ”De specielle træk ved OAUs(Den Afrikanske Union) menneskerettighedscharter for Afrika, sammenlignet med det internationale menneskerettighedscharter” Selv om OAU er blevet ændret i 2001, og den nye struktur endnu ikke er på plads, tog Ibrahim Adam sit udgangspunkt i det gamle charter. De afrikanske stater har taget den internationale erklæring op til drøftelse i både 1961, 81 og 86, før den fik den nuværende form. Det fundamentale i beskyttelse af menneskerettigheder og fundamental frihed er i overensstemmelse med den internationale erklæring, men der fokuseres lidt anderledes i den afrikanske.
Mr Ibrahim Adam betegnede det afrikanske charter som en udmøntning af tredie generations rettigheder med særlig vægt på gruppens rettigheder, såsom ret til udvikling, ret til international fred og sikkerhed, ligeret for alle mennesker, ret til ikke at blive domineret af andre, ret til et folks selvbestemmelse etc.
For individet gælder der det specielle, at det ikke kun har rettigheder, men også forpligtelser – overfor familien og samfundet og kræver respekt for andre mennesker. Desuden anerkender charteret retten til asyl.
Andre områder er også væsentligt forskellige fra de internationale menneskerettigheder. Menneskerettighederne gælder kun, hvis de er i overensstemmelse med landets love og der er ingen mulighed for individet at sagsøge for at få sin ret tilgodeset.

Ghanesiske forhold.

Den regionale leder af centret for menneskerettigheder, Dajiah J. Iddrisu, talte om menneskerettighedernes vilkår i Ghana.
Menneskerettighederne er inkorporeret i den ghanesiske grundlov fra 1992, og der arbejdes aktivt på at udbrede kendskabet til dem og til at de bliver fulgt. Der er imidlertid langt igen. Mr Iddrisu fremdrog især artiklerne 12, 14, 15 og 16 som helt klart beskytter ghaneserne mod at blive frarøvet livet uden rettergang, mod arrestation uden at vide årsagen, mod tortur under arrestation og i det hele taget og mod at blive tvunget til at arbejde for andre som slaver.
Indlægget blev fremført med talrige eksempler på, hvordan ”hekse” bliver lynchet, inden de når frem til høvdingen, som måske havde kunnet redde dem, og på tyve, som for et ubetydeligt tyveri er udsat for selvjustits, slået ihjel og efterladt i grøften.
Iddrisu var også på nakken af de politifolk, som allerede på vej til stationen lader den arresterede forstå, at han er fuldstændigt i deres magt, udøver vold og lader hånt om loven om at stilles for en dommer indenfor 48 timer.
Men vold og tortur findes også helt urimeligt overfor børn og kvinder, som efter hans mening ingen rettigheder har. Børnene bliver opdraget med urimelig hård vold og kvinder bliver tævet af manden.
Kvinders manglende rettigheder ses også i Trokosi systemet i Volta regionen, hvor pigebørn gives til præster for at sone mandlige familiemedlemmers forbrydelser, og de lever hele deres liv som slaver for præsterne i enhver henseende.
Det gælder selvfølgelig også de såkaldte hekselandsbyer i Nord Ghana, hvor kvinder ”beskyttes” mod hjemlandsbyens hekseforfølgelse, men som i realiteten er slaver for livstid for høvdingen.
Reaktionen på foredraget hos hele forsamlingen, men især hos kvinderne var fantastisk og dybt rørende. Der blev fortalt ufattelige personligt oplevede hændelser fra kvindernes liv. Hvordan det er umuligt for en kvinde at eje noget, hvor vanskeligt det er for en pige at få en uddannelse, og om, hvor lette ofre midaldrende kvinder er for hekseforfølgelse.
Vi vidste det nok i forvejen, men det var rystende at høre kvinderne selv fortælle om deres oplevelser hvordan de bliver snydt og bedraget, og hvor nemt det er for en ung mand at udskrige dem som hekse.
Det viste sig, at dette emne blev gennemgående for hele seminaret. Heldigvis tog lederne det meget alvorligt. Dalun-Lana holdt en meget lang tale imod hekseri. Han har jo netop også høstet stor anerkendelse ved at hindre, at to kvinder fra Dalun blev udsat for hekseforfølgelse. Han tog dem i forsvar og fik lømlerne, der havde udset sig dem som ofre, dysset ned. De allerfleste folk i området tror jo på at hekse eksisterer (høvdingen med, og lægger ikke skjul på det), så det var meget opløftende også at overvære, hvordan både Dr Abubakr (formand for GDCA) og Lawyer Mahama (næstformand) i den grad gik imod den opfattelse og i meget klare vendinger lod forstå, at det var en opfattelse, som hørte fortiden til, og som skulle bekæmpes med alle midler. Loven skulle efterleves og kvinder skulle ikke udsættes for den slags diskriminering og blive ofre for gammel overtro. Meget befriende – og et løfte om, at Dagbon dog er nået et stykke ad vejen.

Familien.
Det næste indlæg om ”Forholdet mellem Menneskerettighederne og kultur og tradition i Dagbon med særlig vægt på familien”, holdt af advokaten Seine Yahaya kredsede om de samme ting, men set fra en helt anden synsvinkel, hvor ”de gode gamle dage” blev genoplivet  i forholdet mellem unge og deres forældre. Man skulle bevare skikken med at familien undersøgte den udvalgtes fortid grundigt, inden de gav deres samtykke til giftermål. ”Hvis de unge selv får lov til at bestemme, bliver pigen hurtigt gravid, og i løbet af ingen tid er de skilt”.
Men han advarede mod skikken med at love pigebarnet væk ved fødslen, som har været ganske almindeligt blandt konkombaerne. Den unge mand er på den måde stavnsbundet ved, at han må tjene svigerforældrene, til pigen bliver gammel nok til at blive gift.
Han omtalte også polygamiet og advarede mod, at mændene tog de mange koner. Det bragte ikke altid harmoni i familien. Ligeledes blev pigernes manglende uddannelse og muligheder belyst.

Det danske indlæg

Leif Frandsens indlæg om ”Menneskerettigheder i et dansk perspektiv” udløste en masse spørgsmål, som er ret morsomme for os danske at lytte til, men som for ghaneserne er dybt alvorlige: Hvad sker der, når forældre ikke sender deres børn i skole? Er det staten, der opdrager børnene? Kan handicappede også stemme? Kan en araber eje et hus? Har I ikke engang to koner? Er der fosterbørn i Danmark? Betaler I skat? Har enker ret til at arve manden? Kan en mand have en elskerinde?

Forholdet mellem tradition og borgerrettigheder.
Det sidste indlæg lå lidt ved siden af de andre, men vakte ikke mindre interesse. Det blev holdt af Abdulaih Issah Nasari og hed ”forholdet mellem Menneskerettighederne og kultur og tradition i Dagbon med særlig vægt på borgerrettigheder”
Foredragsholderen er regionsleder af kommissionen for borgerrettigheder med stor viden om det traditionelle system, som han gennemgik detaljeret. Dagbon består af adskillige etniske grupper: dagombaer, konkombaer, basarier og ckekosier. De er alle borgere i Dagbon og har ret til at bo og leve under samme betingelser. Sideløbende med de borgerlige rettigheder er det traditionelle system med Konge, høvdinge af forskellig status og hele ældresystemet. For en udenforstående er det ret kompliceret at forstå, hvordan alle føler sig ansvarlige ved at være en del af systemet og dermed valgbar til de overordnede hverv. De viste sig da også ved diskussionen bagefter, hvor bølgerne gik temmelig højt, at ikke alle var enige med ham. Der er problemer om arvefølgen til kongeværdigheden, hvem der ejer jorden, hvad der er tradition og hvad der er kultur, og det blev betonet meget: De ”uddannede” skulle holde sig fra at blande sig.
Men man var enig i, at enhed i Dagbon skulle bevares, og at en konference var meget nødvendig.
Konflikten med konkombaerne, som kun netop er ved at være nogenlunde helet, blev dog ikke nævnt med et ord.

Hvad har vi lært?
Ghanesere er meget udholdende, og danskerne må jo følge med, så det blev til meget lange seancer uden pauser! Programmet skulle holdes.
Det blev til en lang snak om hvad vi havde lært ved at lytte og diskutere. Fokus blev rettet meget mod forholdet mellem mænd og kvinder. Mændene skulle deltage mere i opdragelsen af pigerne, de skulle give kvinderne lov til at tale og deltage i beslutninger, de skulle holde op med at give de store bidrag til begravelser, polygamiet skulle begrænses, så det blev som i de gode gamle dage, da en mand havde to koner, man skulle begrænse skikken med at give et barn væk til tanten ved at lade barnet blive i familien, til det selv kunne være med til at tage bestemmelsen, hekseri skulle underkastes loven, og kvinder skulle være med i beslutningstagende organer.
Men der var allerede lyspunkter. Simli radioen havde været med til at skabe større åbenhed om disse ting, og School for Life havde givet undervisning til mange, også piger.

Gruppearbejde.
Selv om ovenstående trak længe ud, blev der alligevel tid til at behandle fire udvalgte emner i grupper, hvor der sad ghanesere og danskere, unge og gamle, kvinder og mænd, uddannede og analfabeter.
Det blev næsten det mest interessante.
Emnerne for de fire grupper var:
Hvad skal der gøres for at udbrede kendskabet til Menneskerettighederne i Dagbon?
Hvilke traditioner bør ændres for at fremme kvinders og børns rettigheder i Dagbon?
Hvordan forener vi den traditionelle form for styre i Dagbon med Menneskerettighederne, garanteret i Ghanas grundlov?
Hvordan kan vi sikre, at Menneskerettighederne er beskyttede og ikke bliver vandaliseret i Dagbon?
Der var meget, meget livlige diskussioner, hvor dirigenten havde svært ved at styre talerækken i den 12-15 personers gruppe. Opgaverne blev taget meget alvorligt og ret ofte måtte vi også bede om ekstra oversættelse for at følge med.

Gruppe 1 havde gode forslag som at involvere de religiøse ledere, lade aviser og radio tage emnet op, give kurser til lærere, så Menneskerettigheder kommer på børnenes skema, benytte sange, bønner og ordsprog, give politiet ekstra undervisning og inddrage rollespil, som eventuelt kunne opføres på festivaler. For øvrigt sluttede gruppen sin præsentation af med et rollespil om hvem kvinden ”tilhører” manden eller faderen.

Gruppe 2 havde mange gode ideer til, hvilke traditioner kunne ændres:
Uddannelse til piger og kvinder, ledere skal involvere ”almindelige” mennesker i beslutninger, der skal være arbejde til alle, kvinder skal kunne blive ledere og vælges til amtsrådet, mandens ejendom skal tilfalde enkerne, fosterbørn skal ikke være slaver, begravelser skal koste mindre, forfølgelse af hekse skal ophøre, familieaftale om ægteskab fra tidlig barndom skal ophøre og meget mere.

Selv en gruppe som nummer 3 med så følsomt et emne, havde forslag til ændringer:
Høvdinge og religiøse leder skal se forskel på kultur og dårlig vane, demokrati skal respekteres for både mænd og kvinder, uddannelse til alle, den rigtige person skal vælges som høvding – uduelige høvdinge skal fjernes, der skal være mere åbenhed om disse emner i både familien og i samfundet, høvdinge skal hjælpe folk til at rette sig efter lov og orden.
Og det vigtigste fra gruppen: ”Hvad vi har lært her, skal vi sørge for at føre ud i livet derhjemme”
.
Den sidste gruppe havde følgende forslag til at beskytte Menneskerettighederne i Dagbon:
Der skal være tillid, fred, harmoni og kærlighed indenfor familien, børnene skal beskyttes, unge skal gives forhold i hjemmet, så de ikke emigrerer, uddannelse skal sikres – også for piger og handikappede, vi skal undgå uoverensstemmelser og hindre konflikter og krig, høvdinge skal udføre deres pligter upartisk og selvtægt i form af drab på hekse og tyve skal hindres.
Efter sådan en omgang var vi alle meget ”høje” og måtte faktisk knibe os selv i armen, at det er muligt at diskutere så alvorlige og følsomme emner – og nå frem til løsningsforslag folk imellem fra en kultur, som vi ellers er tilbøjelige til at stemple som lukkede og ude af stand til at diskutere, hvis deres ledere er til stede. De undertrykte kvinder – for det er de på mange måder – har fået stemme!

Tiden var absolut meget fremskreden. Frokosttid for længst overstået, og bedetid også. Men alligevel blev der tid til at høre forslag til næste års seminar, som gik lige fra sundhed, aids og graviditet til gentagelse af dette års emne, enhed i Dagbon og ”samfundet som ændrer sig”

Og minsandten om ikke planlæggerne havde udfærdiget en resolution, som blev læst op på både engelsk og dagbani - og godkendt.
Alle formalia blev overholdt – også at der sluttedes af med en kristen bøn. Vi var jo begyndt med en muslimsk.

Jeg har kun omtalt ”arbejdet”. Hyggesnakken indimellem og underholdningen om aftenen, der som  regel er trommedans, har jeg slet ikke nævnt. Men det skal opleves!

Andre har sagt det før: Jeg siger det igen. Det er en stor oplevelse at deltage i Danmarksseminaret. Gunnar og jeg har været med til næsten alle siden det første i 1994, og vi vil opfordre danske medlemmer til at lægge Ghana rejsen, så det passer med at være i Dalun til seminaret. De ansatte har ganske vist meget travlt med at finde overnatning til seminarets ghanesiske gæster, men de klarer også de danske venner, som med deres deltagelse jo også er med til at løfte seminaret på samme måde, som vi oplever det, når der er mange ghanesere til vores Ghana seminar.

Lis Brandt