Danmarksseminar.
Endnu engang et flot Danmarksseminar på Dagbon Ninneesim Karimzong
i Dalun med alt hvad dertil hører af deltagelse af høvdinge med
fuld entourage med trommespil og lovprisninger, højtidelige,
traditionsrige ceremonier, formfuldendte taler, dybsindige
diskussioner og ivrig deltagelse af alle i grupper og i plenum, så
tidsrammerne konstant blev overskredet. Når dertil kommer tromme og
danseunderholdning og hjertelig gensynsglæde mellem venner, har I
opskriften på et godt seminar.
Danmarksseminaret havde i 2001 titlen ”Human rights in a
Ghanaian Perspective”.
Åbningshøjtideligheden
Åbningshøjtideligheden blev overværet af fire høvdinge (tre fra
værtszonen Kasulyili, Lungbunga og Zantani og den stedlige vært,
Dalun-Lana), som alle indtog deres pladser, ledsaget af ældre og
trommeslagere med lovpriseren i spidsen og kvinder med deres
traditionelle lovprisningshyl. De to nye amtsrådsformænd fra Tolon
og Savelugu var til stede sammen med adskillige af deres embedsmænd
og repræsentanter for andre organisationer, udover folk fra GCDP’s
lokalkomiteer i landsbyerne. De ansatte var der selvfølgelig også
og nogle få danskere.
Programmet for højtideligheden blev fulgt med alle de ceremonielle
indslag, som åbningsbøn, præsentation af den valgte formand og
korte taler af værtshøvdingene. Formanden for GDCA bød velkommen
og introducerede emnet i en lang tale, hvor han især fokuserede på
kvinders og de unges rettigheder og omtalte det vigtige
tværkulturelle islæt ved at en del danske venner deltog heriblandt
Leif Frandsen, som repræsenterede Ghana Venskabsgrupperne
officielt.
Leif holdt selvfølgelig også en lille takketale. Men ellers var
æresgæsten regionsministeren, som i sit fravær lod læse en tale
op af sin deputerede. Han lagde især vægt på de unge pigers
problemer og opfordrede alle til at gøre en ekstra anstrengelse for
at undgå, at pigerne tog sydpå for måske at tjene lette penge.
Efter åbningshøjtideligheden begyndte det rigtige seminar, men da
forlod de fleste dignitarer desværre mødet.
Seminaret.
Seminaret varede i tre dage og havde et meget tætpakket program
med fem fyldige indlæg fra meget kompetente foredragsholdere,
grundige drøftelser med livlig deltagelse af alle 70 deltagere,
drøftelse i grupper den sidste dag af emner, udvalgte med
hensyntagen til, hvilke temaer havde haft størst interesse,
udfærdigelse af en resolution og forslag til emne for seminar
næste år.
Indlæggene.
Fire veluddannede folk, alle med benævnelsen sagfører og fra
deres daglige arbejde bekendte med menneskerettighedernes vilkår i
Nord Ghana var foredragsholdere udover den danske repræsentant,
Leif Frandsen.
Det Afrikanske Charter.
Den regionale leder af VAT (value added tax = moms) talte om ”De
specielle træk ved OAUs(Den Afrikanske Union)
menneskerettighedscharter for Afrika, sammenlignet med det
internationale menneskerettighedscharter” Selv om OAU er blevet
ændret i 2001, og den nye struktur endnu ikke er på plads, tog
Ibrahim Adam sit udgangspunkt i det gamle charter. De afrikanske
stater har taget den internationale erklæring op til drøftelse i
både 1961, 81 og 86, før den fik den nuværende form. Det
fundamentale i beskyttelse af menneskerettigheder og fundamental
frihed er i overensstemmelse med den internationale erklæring, men
der fokuseres lidt anderledes i den afrikanske.
Mr Ibrahim Adam betegnede det afrikanske charter som en udmøntning
af tredie generations rettigheder med særlig vægt på gruppens
rettigheder, såsom ret til udvikling, ret til international fred og
sikkerhed, ligeret for alle mennesker, ret til ikke at blive
domineret af andre, ret til et folks selvbestemmelse etc.
For individet gælder der det specielle, at det ikke kun har
rettigheder, men også forpligtelser – overfor familien og
samfundet og kræver respekt for andre mennesker. Desuden anerkender
charteret retten til asyl.
Andre områder er også væsentligt forskellige fra de
internationale menneskerettigheder. Menneskerettighederne gælder
kun, hvis de er i overensstemmelse med landets love og der er ingen
mulighed for individet at sagsøge for at få sin ret tilgodeset.
Ghanesiske forhold.
Den regionale leder af centret for menneskerettigheder, Dajiah J.
Iddrisu, talte om menneskerettighedernes vilkår i Ghana.
Menneskerettighederne er inkorporeret i den ghanesiske grundlov fra
1992, og der arbejdes aktivt på at udbrede kendskabet til dem og
til at de bliver fulgt. Der er imidlertid langt igen. Mr Iddrisu
fremdrog især artiklerne 12, 14, 15 og 16 som helt klart beskytter
ghaneserne mod at blive frarøvet livet uden rettergang, mod
arrestation uden at vide årsagen, mod tortur under arrestation og i
det hele taget og mod at blive tvunget til at arbejde for andre som
slaver.
Indlægget blev fremført med talrige eksempler på, hvordan ”hekse”
bliver lynchet, inden de når frem til høvdingen, som måske havde
kunnet redde dem, og på tyve, som for et ubetydeligt tyveri er
udsat for selvjustits, slået ihjel og efterladt i grøften.
Iddrisu var også på nakken af de politifolk, som allerede på vej
til stationen lader den arresterede forstå, at han er fuldstændigt
i deres magt, udøver vold og lader hånt om loven om at stilles for
en dommer indenfor 48 timer.
Men vold og tortur findes også helt urimeligt overfor børn og
kvinder, som efter hans mening ingen rettigheder har. Børnene
bliver opdraget med urimelig hård vold og kvinder bliver tævet af
manden.
Kvinders manglende rettigheder ses også i Trokosi systemet i Volta
regionen, hvor pigebørn gives til præster for at sone mandlige
familiemedlemmers forbrydelser, og de lever hele deres liv som
slaver for præsterne i enhver henseende.
Det gælder selvfølgelig også de såkaldte hekselandsbyer i Nord
Ghana, hvor kvinder ”beskyttes” mod hjemlandsbyens
hekseforfølgelse, men som i realiteten er slaver for livstid for
høvdingen.
Reaktionen på foredraget hos hele forsamlingen, men især hos
kvinderne var fantastisk og dybt rørende. Der blev fortalt
ufattelige personligt oplevede hændelser fra kvindernes liv.
Hvordan det er umuligt for en kvinde at eje noget, hvor vanskeligt
det er for en pige at få en uddannelse, og om, hvor lette ofre
midaldrende kvinder er for hekseforfølgelse.
Vi vidste det nok i forvejen, men det var rystende at høre
kvinderne selv fortælle om deres oplevelser hvordan de bliver snydt
og bedraget, og hvor nemt det er for en ung mand at udskrige dem som
hekse.
Det viste sig, at dette emne blev gennemgående for hele seminaret.
Heldigvis tog lederne det meget alvorligt. Dalun-Lana holdt en meget
lang tale imod hekseri. Han har jo netop også høstet stor
anerkendelse ved at hindre, at to kvinder fra Dalun blev udsat for
hekseforfølgelse. Han tog dem i forsvar og fik lømlerne, der havde
udset sig dem som ofre, dysset ned. De allerfleste folk i området
tror jo på at hekse eksisterer (høvdingen med, og lægger ikke
skjul på det), så det var meget opløftende også at overvære,
hvordan både Dr Abubakr (formand for GDCA) og Lawyer Mahama
(næstformand) i den grad gik imod den opfattelse og i meget klare
vendinger lod forstå, at det var en opfattelse, som hørte fortiden
til, og som skulle bekæmpes med alle midler. Loven skulle
efterleves og kvinder skulle ikke udsættes for den slags
diskriminering og blive ofre for gammel overtro. Meget befriende –
og et løfte om, at Dagbon dog er nået et stykke ad vejen.
Familien.
Det næste indlæg om ”Forholdet mellem Menneskerettighederne og
kultur og tradition i Dagbon med særlig vægt på familien”,
holdt af advokaten Seine Yahaya kredsede om de samme ting, men set
fra en helt anden synsvinkel, hvor ”de gode gamle dage” blev
genoplivet i forholdet
mellem unge og deres forældre. Man skulle bevare skikken med at
familien undersøgte den udvalgtes fortid grundigt, inden de gav
deres samtykke til giftermål. ”Hvis de unge selv får lov til at
bestemme, bliver pigen hurtigt gravid, og i løbet af ingen tid er
de skilt”.
Men han advarede mod skikken med at love pigebarnet væk ved
fødslen, som har været ganske almindeligt blandt konkombaerne. Den
unge mand er på den måde stavnsbundet ved, at han må tjene
svigerforældrene, til pigen bliver gammel nok til at blive gift.
Han omtalte også polygamiet og advarede mod, at mændene tog de
mange koner. Det bragte ikke altid harmoni i familien. Ligeledes
blev pigernes manglende uddannelse og muligheder belyst.
Det danske indlæg
Leif Frandsens indlæg om ”Menneskerettigheder i et dansk
perspektiv” udløste en masse spørgsmål, som er ret morsomme for
os danske at lytte til, men som for ghaneserne er dybt alvorlige:
Hvad sker der, når forældre ikke sender deres børn i skole? Er
det staten, der opdrager børnene? Kan handicappede også stemme?
Kan en araber eje et hus? Har I ikke engang to koner? Er der
fosterbørn i Danmark? Betaler I skat? Har enker ret til at arve
manden? Kan en mand have en elskerinde?
Forholdet mellem tradition og borgerrettigheder.
Det sidste indlæg lå lidt ved siden af de andre, men vakte
ikke mindre interesse. Det blev holdt af Abdulaih Issah Nasari og
hed ”forholdet mellem Menneskerettighederne og kultur og tradition
i Dagbon med særlig vægt på borgerrettigheder”
Foredragsholderen er regionsleder af kommissionen for
borgerrettigheder med stor viden om det traditionelle system, som
han gennemgik detaljeret. Dagbon består af adskillige etniske
grupper: dagombaer, konkombaer, basarier og ckekosier. De er alle
borgere i Dagbon og har ret til at bo og leve under samme
betingelser. Sideløbende med de borgerlige rettigheder er det
traditionelle system med Konge, høvdinge af forskellig status og
hele ældresystemet. For en udenforstående er det ret kompliceret
at forstå, hvordan alle føler sig ansvarlige ved at være en del
af systemet og dermed valgbar til de overordnede hverv. De viste sig
da også ved diskussionen bagefter, hvor bølgerne gik temmelig
højt, at ikke alle var enige med ham. Der er problemer om
arvefølgen til kongeværdigheden, hvem der ejer jorden, hvad der er
tradition og hvad der er kultur, og det blev betonet meget: De ”uddannede”
skulle holde sig fra at blande sig.
Men man var enig i, at enhed i Dagbon skulle bevares, og at en
konference var meget nødvendig.
Konflikten med konkombaerne, som kun netop er ved at være
nogenlunde helet, blev dog ikke nævnt med et ord.
Hvad har vi lært?
Ghanesere er meget udholdende, og danskerne må jo følge med,
så det blev til meget lange seancer uden pauser! Programmet skulle
holdes.
Det blev til en lang snak om hvad vi havde lært ved at lytte og
diskutere. Fokus blev rettet meget mod forholdet mellem mænd og
kvinder. Mændene skulle deltage mere i opdragelsen af pigerne, de
skulle give kvinderne lov til at tale og deltage i beslutninger, de
skulle holde op med at give de store bidrag til begravelser,
polygamiet skulle begrænses, så det blev som i de gode gamle dage,
da en mand havde to koner, man skulle begrænse skikken med at give
et barn væk til tanten ved at lade barnet blive i familien, til det
selv kunne være med til at tage bestemmelsen, hekseri skulle
underkastes loven, og kvinder skulle være med i beslutningstagende
organer.
Men der var allerede lyspunkter. Simli radioen havde været med til
at skabe større åbenhed om disse ting, og School for Life havde
givet undervisning til mange, også piger.
Gruppearbejde.
Selv om ovenstående trak længe ud, blev der alligevel tid til
at behandle fire udvalgte emner i grupper, hvor der sad ghanesere og
danskere, unge og gamle, kvinder og mænd, uddannede og analfabeter.
Det blev næsten det mest interessante.
Emnerne for de fire grupper var:
Hvad skal der gøres for at udbrede kendskabet til
Menneskerettighederne i Dagbon?
Hvilke traditioner bør ændres for at fremme kvinders og børns
rettigheder i Dagbon?
Hvordan forener vi den traditionelle form for styre i Dagbon med
Menneskerettighederne, garanteret i Ghanas grundlov?
Hvordan kan vi sikre, at Menneskerettighederne er beskyttede og ikke
bliver vandaliseret i Dagbon?
Der var meget, meget livlige diskussioner, hvor dirigenten havde
svært ved at styre talerækken i den 12-15 personers gruppe.
Opgaverne blev taget meget alvorligt og ret ofte måtte vi også
bede om ekstra oversættelse for at følge med.
Gruppe 1 havde gode forslag som at involvere de religiøse ledere,
lade aviser og radio tage emnet op, give kurser til lærere, så
Menneskerettigheder kommer på børnenes skema, benytte sange,
bønner og ordsprog, give politiet ekstra undervisning og inddrage
rollespil, som eventuelt kunne opføres på festivaler. For øvrigt
sluttede gruppen sin præsentation af med et rollespil om hvem
kvinden ”tilhører” manden eller faderen.
Gruppe 2 havde mange gode ideer til, hvilke traditioner kunne
ændres:
Uddannelse til piger og kvinder, ledere skal involvere ”almindelige”
mennesker i beslutninger, der skal være arbejde til alle, kvinder
skal kunne blive ledere og vælges til amtsrådet, mandens ejendom
skal tilfalde enkerne, fosterbørn skal ikke være slaver,
begravelser skal koste mindre, forfølgelse af hekse skal ophøre,
familieaftale om ægteskab fra tidlig barndom skal ophøre og meget
mere.
Selv en gruppe som nummer 3 med så følsomt et emne, havde forslag
til ændringer:
Høvdinge og religiøse leder skal se forskel på kultur og dårlig
vane, demokrati skal respekteres for både mænd og kvinder,
uddannelse til alle, den rigtige person skal vælges som høvding
– uduelige høvdinge skal fjernes, der skal være mere åbenhed om
disse emner i både familien og i samfundet, høvdinge skal hjælpe
folk til at rette sig efter lov og orden.
Og det vigtigste fra gruppen: ”Hvad vi har lært her, skal vi
sørge for at føre ud i livet derhjemme”
.
Den sidste gruppe havde følgende forslag til at beskytte
Menneskerettighederne i Dagbon:
Der skal være tillid, fred, harmoni og kærlighed indenfor
familien, børnene skal beskyttes, unge skal gives forhold i
hjemmet, så de ikke emigrerer, uddannelse skal sikres – også for
piger og handikappede, vi skal undgå uoverensstemmelser og hindre
konflikter og krig, høvdinge skal udføre deres pligter upartisk og
selvtægt i form af drab på hekse og tyve skal hindres.
Efter sådan en omgang var vi alle meget ”høje” og måtte
faktisk knibe os selv i armen, at det er muligt at diskutere så
alvorlige og følsomme emner – og nå frem til løsningsforslag
folk imellem fra en kultur, som vi ellers er tilbøjelige til at
stemple som lukkede og ude af stand til at diskutere, hvis deres
ledere er til stede. De undertrykte kvinder – for det er de på
mange måder – har fået stemme!
Tiden var absolut meget fremskreden. Frokosttid for længst
overstået, og bedetid også. Men alligevel blev der tid til at
høre forslag til næste års seminar, som gik lige fra sundhed,
aids og graviditet til gentagelse af dette års emne, enhed i Dagbon
og ”samfundet som ændrer sig”
Og minsandten om ikke planlæggerne havde udfærdiget en resolution,
som blev læst op på både engelsk og dagbani - og godkendt.
Alle formalia blev overholdt – også at der sluttedes af med en
kristen bøn. Vi var jo begyndt med en muslimsk.
Jeg har kun omtalt ”arbejdet”. Hyggesnakken indimellem og
underholdningen om aftenen, der som
regel er trommedans, har jeg slet ikke nævnt. Men det skal
opleves!
Andre har sagt det før: Jeg siger det igen. Det er en stor
oplevelse at deltage i Danmarksseminaret. Gunnar og jeg har været
med til næsten alle siden det første i 1994, og vi vil opfordre
danske medlemmer til at lægge Ghana rejsen, så det passer med at
være i Dalun til seminaret. De ansatte har ganske vist meget travlt
med at finde overnatning til seminarets ghanesiske gæster, men de
klarer også de danske venner, som med deres deltagelse jo også er
med til at løfte seminaret på samme måde, som vi oplever det,
når der er mange ghanesere til vores Ghana seminar.
Lis
Brandt
