Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Ghanaseminar 2002

Civilsamfundet i Afrika



Læs mere om:
Trekant  YYYY

Civilsamfundet i Afrika – smart udviklingsjargon eller ”udviklingsmotor”?

Giver begrebet ”civilsamfund” mening i en afrikansk kontekst? Hvad er civilsamfundet i nordghanesisk sammenhæng? Og hvorfor tillægges civilsamfundets så vægtig en rolle i den aktuelle udviklingspolitik? Alt dette fik deltagerne i årets Ghana seminar indblik i ved at lytte til Søren Asboe Jørgensens oplæg.

 Hvor stammer begrebet fra?

Civilsamfundet blev oprindeligt – af Hegel – opfattet som værende alle de mellemliggende lag mellem stat og individ. Han anså det for at være farligt, fordi kræfterne i civilsamfundet er rettet mod forsvar af særinteresser. Den italienske filosof Gramsci identificerede senere civilsamfundet som en faktor, der fremmer udvikling, fordi civilsamfundet kan fungere som den ”vagthund” der stiller krav til staten og tvinger staten til at opfylde sine forpligtelser. I dag defineres ”civilsamfundet” oftest som en tre ”samfundskræfter”; de to andre er staten og markedet. Det nordghanesiske civilsamfund omfatter bl.a. trossamfund, fagforeninger, netværk, lokale NGO’er og internationale NGO’er.

 Civilsamfundsbegrebet i udviklingsbranchen

I 60’erne og ’70erne var der en udbredt forestilling om, at staten var den væsentligste udviklingsaktør, men efter nogle års bestræbelser på at skabe udvikling ved at styrke staterne, blev det erkendt, at denne strategi var ineffektiv. I 80’erne skiftede trenden, og troen må markedskræfterne som nøglen til udvikling i den tredje verden slog igennem. Da det i praksis var blevet bevist, at markedskræfterne heller ikke skabte mirakler, vendtes donorsamfundets opmærksomhed mod civilsamfundet.

 I udviklingsbranchen er der to forskellige indgangsvinkler til at arbejde for at styrke civilsamfundet. Den ene ”ideologi” er baseret på Gramscis forestilling om civilsamfundet som ”vagthund”, og den anden er den liberalistiske idé om minimalstaten. Der synes i branchen at være en ensidig fokusering på det konstruktive potentiale i civilsamfundet, mens det ”farlige” aspekt ofte overses.

 Casen fra Nordghana

I 1994 rørte civilsamfundet i Nordghana for alvor på sig. Den etniske konflikt mellem konkombaer og dagombaer handlede om konkombaernes ret til at udpege paramount chiefs samt de dertil hørende jordrettigheder. Eftersom etniske grupper hverken kan siges at være stat eller marked, må de høre under civilsamfundet, og etniske konflikter kan anskues som et eksempel på, civilsamfund i høj grad kan udgøre en fare i forhold til samfundsudviklingen. I al litteratur om konkombaerne fremstår de som en løst organiseret gruppe med en meget flad struktur, så det kan forekomme paradoksalt, at netop denne gruppe kæmpede for retten til hierarkiske strukturer.

 Civilsamfund i Afrika?

Dette paradoksale krav hænger sammen med, at afrikanske samfund på afgørende punkter er anderledes organiseret end europæiske samfund. I Hegels definition er der som nævnt en klar skelnen mellem staten, der er uafhængig af særinteresser og opererer udfra alment gældende love, og civilsamfundet, som styres af særinteresser. I Afrika gælder den skelnen imidlertid ikke. I Ghana betragtes statsmagten som værende tæt forbundet med særinteresser. Bestemte politiske partier er forbundet med bestemte etniske grupper, og det forventes, at magthaverne vil favorisere sine egne alliancer. Man kan groft sagt sige, at når regeringsmagten overgår fra et parti til et andet, så er den en ny sektion af civilsamfundet, der overtager dominansen og dermed den adgang til ressourcer, som den medfører.

 

I et samfund som det ghanesiske handler det for den enkelte i høj grad om at danne alliancer med folk, der er højt i hierarkiet, fordi det sikrer adgang til materielle ressourcer. Når konkombaerne – på trods af egne traditioner – kæmper for retten til hierarkisk organisering, er det fordi de ønsker sig muligheden for at danne alliancer opad i systemet. De afrikanere, der ikke indgår i relationer med magtfulde folk, er nemlig for alvor ressourcefattige. De kan ikke regne med at blive tildelt ressourcer ud fra en alment gældende fordelingsnøgle, for sådan virker systemet ikke. Ressourcerne flyder i nedad i systemet til gengæld for tjenester af anden art. For eksempel kan en høvding love at skaffe stemmer til en politiker til gengæld for at hans landsby bliver tildelt en skole.

 Når man arbejder med udvikling i Afrika, må man være opmærksom på, at begreberne stat og civilsamfund i henholdvis Europa og Afrika ikke er direkte sammenlignelige størrelser. Man må heller ikke være blind for, at civilsamfundet kan være farligt, som eksemplet fra 1994 viste. Derfor mener Søren Asboe Jørgensen, at det staten igen skal være mål for udviklingsaktiviteter. For at dialektikken mellem stat og civilsamfund for alvor kan udfoldes, skal staten have en vis styrke. Og mange af de nuværende udviklingsinitiativer svækker faktisk staten: NGO’er overtager servicefunktioner, som egentlig burde varetages af staten, og det offentlige system drænes for kvalificeret arbejdskraft p.g.a. de høje lønninger i de private organisationer. For at opnå en styrkelse af staten skal donormidler i langt højere grad end nu gå igennem den offentlige sektor.