Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Udvikling med ansigt

- om venskab som værktøj i udviklingsarbejde

Præsentation af Thomas Ravn-Pedersen på Munkebjerg 2. marts 2000

At skulle tale om det man som organisation brænder aller mest for er jo et herligt privilegium.

Derfor vil jeg gerne takke for udfordringen i dag:

Som formand for Ghana Venskabsgrupperne at skulle tale på vegne af de 130 frivillige organisationer, som er organiseret i Projektrådgivningen, og som her i programmet går under betegnelsen ’små NGOer’.

Med den mangfoldighed, der er repræsenteret under paraplyen af små NGO’er er det vist ikke muligt at levere et gennemsnitsindlæg! Men én ting, der dog må siges at være fælles for alle, er kampen for at sikre den rette balance mellem amatørisme og professionalisme. Det kommer jeg tilbage til i slutningen af mit oplæg.

Det er jo sikkert vores kategori – små NGO’er, der har mest på spil ved denne revision af Danidas NGO-bistand!

For vi er de små, de bøvlede og det store spørgsmål er så også, om vi kan levere varen?!

I kølvandet af Impact-studiet stilles i oplægget til i dag spørgsmålene "Hvilken rolle skal de små NGOer spille?" og "er NGO’erne tilstrækkeligt faglige dygtige?".

Som små NGO’er skal vi skal først og fremmest sikre bredden og dybden af den danske NGO-bistand, og vi tror med alle vore særpræg, at det netop er hos os i de små organisationer, at man finder den mest ægte og dybeste forankring af det folkelige.

Folkelig forankring

Selvom ’folkelig forankring’ først er temaet for det næste og sidste af de fire NGO-seminarer, så er det vigtigt for os i dag at forklare:

  • hvordan den folkelige forankring ikke bare handler om legitimitet herhjemme

  • men også på rette vis kan bruges som metode i selve udviklingsarbejdet.

Det er bl.a. den metode, jeg kalder for "Udvikling med ansigt". Og således er jeg nu også nået frem til de best practices, som Ghana Venskabsgrupperne meget gerne vil give et bud på i dag.

Ghana Venskabsgrupperne
Vores organisation er 21 år gammel, og vi har haft projektarbejde i det nordlige Ghana i 16 år – heraf de 14 med støtte fra Danida.

I 1994 gik overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender til et skoleprojekt for hyrdedrenge og markedspiger – School for Life. Og det er i dag så veludviklet, at vi årligt lærer 10.000 børn at læse og skrive efter et ni måneders såkaldt functional literacy forløb.

Derudover har vi i Ghana Venskabsgrupperne i en årrække fået støtte til et mindre egnsudviklingsprojekt med et højskolecenter, et mikrokreditprogram for kvinder, en lokalradio og en generel landsbyudviklingsfond.

Alt dette er for så vidt ikke så usædvanligt eller anderledes end hvad mange af de store organisationer bedriver i lande verdenen over. Men – måden alt dette er kommet i stand på og drives på, er med garanti anderledes end de mere fuldtidsprofessionelle organisationers!

Først og fremmest skyndte vi os langsomt, da alt dette skulle bygges op.

Filosofien bag venskabsarbejdet var udviklet af nu afdøde Johannes Holm, der efter et halvt arbejdsliv i udenrigstjenesten og FN følte, at det vi alle bidrager med over statsskatten forekom fjernt og upersonligt.

Han følte, at indsatsen druknede i bureaukrati og administration og foreslog derfor i græsrodsbevægelsernes epoke i 70’erne, at det ville give fornyet næring til global forståelse og imødekomme manges behov for personligt engagement, hvis man etablerede en direkte kontakt mellem lokalområder i i-lande og u-lande.

Mellem f.eks. befolkningen i en kommune i Danmark og et tilsvarende lokalområde i et afrikansk land.

Sådan startede Ghana Venskabsgrupperne så med en gruppe af almindelige engagerede samfundsborgere i Silkeborg, Glamsbjerg Ølgod og Maribo. Enkelte havde rejst eller været ude som u-landsfrivillige, men langt de fleste havde ikke nogle særlige forudsætninger for at indgå i u-landsarbejdet, udover at have ønsket om at engagere sig i et lokalt forankret og ligeværdigt stykke u-landsarbejde.

Hvis det havde været i dag, at Venskabsgrupperne var startet, ville det med de konstant øgede krav til kvalitet og ’komparative fordele’ formentlig have betydet, at vi aldrig var kommet i gang med decideret Danida finansieret projektarbejde.

Men det gik heldigvis anderledes, og i dag har GV en projektportefølje på flere millioner kroner til gavn for befolkningen i Nordghana!

Hvordan kunne det dog overhovedet gå så vidt!?

Hvad evalueringerne fortalte

Ja, ser man i de stakke af evalueringer vores projekter har været underkastet, så er svaret heldigvis meget klart.

Det magiske ord er venskab.

Det sjove er – at ligeså fjernt det ord for almindelige konsulentmissioner – ligeså positivt og nysgerrigt er det blevet forsøgt analyseret og vurderet. Og her er så nogle udtræk:

CASAs NGO-evaluering i 1989 fastslog i et case-studie, at borgere i Silkeborg Kommune gennem GVs arbejde generelt havde fået en større forståelse og interesse for u-landene. Desuden målte CASA, at ca. 25 procent af kommunens voksne indbyggere kendte til Ghana gruppernes arbejde.

Når programmet lægges for de årlige besøg fra Ghana til Danmark betyder sådan en lokal forankring, at vi i løbet af ganske kort tid kan sammensætte stort set hvilket som helst besøgsprogram, som ghaneserne måtte ønske: hospitaler, højskoler, landbrug, folkeskoler, plejehjem, private hjem osv.

Og inviterer vi til ghanesisk fest, som det skete i oktober i fjor i forbindelse med en oplysningsturné til danske skoler med elever fra School for Life projektet, husede forsamlingshuset uden for Glamsbjerg pludselig et par hundrede fynboer!

NORDECO fandt i 1993, at det er gennem venskaber, at den personlige energi til arbejdet genereres, samtidig med, at venskabet skaber gensidig forpligtelse og kontinuitet.

Det har f.eks. givet sig udtryk i, at vi ved organisatoriske kriser er rykket hinanden til undsætning. Vi føler os som allierede i kampen for at udvikle projekterne og sikre deres fortsatte støtteværdighed. Og i forhold til donor-rollen betragtes vi herhjemme som garanter for dem overfor Danida. En meget effektiv kontrolmekanisme, fordi "you don’t mess with your friends"!

I 1997 konkluderede Danida i en midtvejsevaluering, at projekterne i Ghana på samtlige niveauer i samfundet – både politisk/administrativt og traditionelt oplevede en høj grad af goodwill fra landsby til regions niveau. Det er nu venskabs bonussen kan udbetales!

Den grundlæggende troværdighed og tillid til projekterne betyder derved, at vi med færre anstrengelser får folks opmærksomhed. Vi får en bedre deltagelse og dermed større spredningseffekt og bedre resultater. En slags venskabsbonus kan man sige.

I 1994 var der en alvorlig etnisk konflikt i området. Bare 14 dage efter krigen var slut, kunne en mission fra GV som de første udlændinge tage rundt blandt de stridende parter i et forsoningsforsøg, som kombineret med en konkret og afbalanceret projektindsats bar frugt.

Senest har T&B Consult i en forundersøgelse lagt stor vægt på, hvordan venskabsaspektet med tilhørende respekt har betydet store forandringer i projektområdet samtidig med at venskabet bidrager til bedre brugerrepræsentation og deltagelse i projekterne.

Dette er især tydeligt i forhold til områdets kvinder. I et ellers muslimsk og mandsdomineret område er der sket forandringer – ja nogle mænd kalder det sågar en revolution. Kvinderne deltager mere i beslutningerne og der lyttes mere til dem end nogensinde før.

Det kan måske bedst illustreres i deres ændrede deltagelse i møderne i GDCPs repræsentantskab på ca. 60 medlemmer, hvor kvinderne udgør 1/3 af medlemmerne. Til det første møde for otte år siden sad alle kvinderne på bagerste række i det store møderum, helt tavse. Siden rykkede de længere og længere frem i lokalet og nu har det i flere år været kutyme at de to forreste rækker er besat af kvinderne!

Tavse er de så afgjort heller ikke længere. Som det seneste sprang et par kvinder op på den årlige generalforsamling og erobrede mikrofonen fra en mand, der – ifølge dem – fejlagtigt var ved at lægge ansvaret for de unge kvinders udvandring til storbyerne på kvinderne alene. En handling, der vidner om stort kvindemod i et samfund, hvor det offentlige rum ellers traditionelt har været forbeholdt mænd.

Og at det er lykkedes – tilskriver vi faktisk hele venskabsgrundlaget – vore ’vestlige ideer om ligeberettigelse’ har derved kunnet afleveres fra ven til ven, i stedet for som et donor krav til en modtager.

T&B Consults vurdering gælder også det, at der er blivende relationer mellem mennesker udenom projektadministrationen direkte mellem de danske og ghanesiske beslutningstagere, der alle er "fritidspolitikere". Svagheden ved det er, at de ansatte nogle gange skal kæmpe for at få beslutningstagernes opmærksomhed, når noget skal bestemmes for, at man kan komme videre (vi har jo også vores arbejde…).

Derimod er styrken at ansatte kan skiftes ud men de to partner-organisationer, Ghana Venskabsgrupperne og GDCA leverer kontinuiteten. GV og GDCA vil det her, og de projektansatte ude og hjemme gør det. Det er denne vilje, der gang på gang har både reddet os igennem uundgåelige kriser og sikret at vi kom til at tænke i nye baner (innovation!). Derved bliver der plads til skræddersyede løsninger.

Venskab
Venskab handler i praksis om at være i kontakt med hinanden, at ses, og at kunne komme i kontakt, når man har behov for det. Konkret foregår det ved ivrig korrespondance, og ikke mindst jævnlige rejser både den ene og den anden vej, og gennem samvær, inspiration, diskussion og horisontudvidelse.

Man kender nogen på den anden side af Sahara. Nogen der synes man er vigtig nok til at rejse den lange vej for. Alene det er en stor opmuntring og grund nok til at gøre sig ekstra umage, såvel i Danmark som i Ghana.

Det er dette konkrete personlige kendskab, denne ekstra umage som konsulentrapporter, som før nævnt, har fremhævet som det unikke i vores projekter, og som markant resultat- og kvalitets-fremmende ikke mindst.

Det kan godt være at der efterhånden er ophobet så meget positivt omkring venskabsaspektet, at jeg begynder at virke utroværdig! Så bare rolig her kommer venskabs-akilleshælen: venskab passer ikke ret godt ind i logframes og diverse retningslinier for NGO-bistand!

Så der oplevede vi paradoksalt nok – efter alle konsulentroserne - at vi af hensyn til risikoen for præcedens af Danida fik skåret samtlige vores udvekslingsrejsemidler væk med et snuptag, lige inden det seneste projektforslag blev sendt til godkendelse i Danidas styrelse.

Det er et godt eksempel, fordi det både viser sårbarheden og forpligtelsen: Der stod vi og syntes det var himmelråbende ulogisk, og vidste, at det ville gribe negativt ind i lige præsis det element, der er projektetresultaternes turbo.

Vi havde al mulig lyst til at stritte imod, og kæmpe for rejsemidlerne, men vi turde ikke risikere, at projektansøgningen faldt på det, med deraf følgende usikkerhed for projektets fortsættelse. Det kunne vi ikke risikere på vegne af vores venner i Ghana.

Det var jo deres velfærd der stod på spil rundt omkring i hele distriktet, hvor kvinder venter på at få lån, landsbyer på at få hjælp til deres skolebyggeri, kursister venter på at få udbygget deres viden og dermed indtjeningsmuligheder, og lyttere venter på det næste radioprogram, der kan øge deres indsigt i deres omverden og deres egne muligheder for at påvirke den til det bedre.

Amatører & professionelle

For at summere op, handler det for os fra de små NGO’er om, at fastholde den rette blanding af amatørisme og professionalisme. Derved kan vi arbejde på det nære personlige mellemfolkelige plan, der som nævnt i dette indlæg kan give rigtige gode resultater.

Konsulent ’karaktererne’ har været meget opmuntrende for os i Ghana Venskabsgrupperne. Men som lille NGO er der altså meget lang vej til de resultater.

Og den bliver ikke kortere af at se på den noget skræmmende liste som findes i dagsordenen for i morgen under punktet ’Krav og kriterier til fremtidige NGO aktiviteter’. Der hedder det:

  • kontekstanalyse og landekendskab

  • faglig kapacitet

  • innovation og fornyelse

  • partnerskab

  • tilstedeværelse

  • bæredygtighed

  • måling af impact.

Og det er selvfølgelig helt rigtigt alt sammen. Men hvis det bliver en tjekliste, hvor der er krav om ligeså mange flueben som punkter (syv), så kan de små NGOer vist godt glemme alt om fremtidig Danida-støtte. Og det er synd for mangfoldigheden ude og hjemme.

Eneste udvej vil da være en styrket Projektrådgivning, der kan guide fremtidige "Ghana Venskabsgrupper" på vej.

Det er i krydsfeltet mellem amatøren og den professionelle, at der er spændende at være som frivillig organisation, hvis forholdene er i orden. Og det kan kun være i alles interesse, at den balance holdes, så vi kan fortsætte med at kunne sætte ansigter på udvikling og levere godt forankrede kvalitets- udviklingsprojekter og ikke bare overlade NGO-banen til alle de fuldtidsprofessionelle organisationer.

.