Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Godbidder fra Ghana Håndslags arkiver

Om Dagbon og Dagombaerne
- Annelie Abildgaards artikelserie om livet i Nordghana
 

Selvhjælp – en grundsten i landsbylivet
Der tales meget om selvhjælp i udviklingsøjemed. Det har været en grundsten for projektet siden den første spæde start i 1985. Men hvad er selvhjælp f or folk i landsbyerne. Betyder det noget for dem? Og hvad bruger de det til.

Kvinderne holder nøden fra døren til høsten er i hus.
På den magre årstid, når landbruget overvældes af arbejde, forrådskamrene er tomme, og der er længe til høsten er i hus, er det kvindernes indkomst, der sørger for mad ti/familien

Hvad er velstand i Dagbon?
Tegn fortæller os omfolk er velstående; en dyr bil et stort hus mærkevare tøj eller designmøbler. Men hvordan ser. disse tegn ud ude på savannen? Hvad viser velstand i Dagbon

Om School for Life
- et udvalg af artikler om
SfL projektet i Ghana

Selvhjælp – en grundsten i landsbylivet

Der tales meget om selvhjælp i udviklingsøjemed. Det har været en grundsten for projektet siden den første spæde start i 1985. Men hvad er selvhjælp f or folk i landsbyerne. Betyder det noget for dem? Og hvad bruger de det til.

Begrebet selvhjælp er i Dagbon blevet fortolket ind i en ældgammel tradition for at hjælpe hinanden på mange forskellige niveauer. Selvhjælp betyder at mange mennesker arbejder sammen, enten for enkeltpersoner eller for hele samfundet.

Mange slags selv-hjælp
Der er flere forskellige måder at organisere det på, hvor folk enten bidrager med hver deres enkeltdele i form af penge eller materialer til et fælles projekt, eller hvor man kommer og hjælper ved sin arbejdskraft alene, og andre leverer råmaterialer og evt. mad til de arbejdende.
Førstnævnte bruges når der er tale om et projekt der angår hele landsbyen, som fx. et nyt tag til moskeen, en ny skolebygning, reparation af høvdingens compound, indsamling til en dæmning eller til et offer hvis regnen lader vente på sig. Afhængig af hvor vigtigt projektet er kan der enten udskrives skat af høvdingen, med et bestemt beløb pr. enhed, fx. voksne kvinder og mænd, eller hushold, eller det kan være frivillige bidrag.
Modellen hvor man bidrager alene med sin arbejdskraft, kaldes "at råbe om hjælp". Den bruges oftest når arbejdsopgaven har interesse for en person eller en mindre gruppe. Hvis man for eksempel skal have luget eller hakket sin mark, have stampet et nyt gulv på gårdspladsen, bygge eller tække et hus.

Man kan kort sagt "råbe om hjælp" til næsten hvad som helst man står og mangler arbejdskraft til. Og hvis opgaven er af et vist omfang serverer man så et godt måltid for de sultne arbejdende.

Selvhjælp og udvikling
Selvhjælp i landsbyerne er med andre ord en måde at få nogle ting gjort på. Hvad er så udvikling? For folk i landsbyerne er udvikling forbundet med nogle bestemte holdninger, aktiviteter og resultater. Hvad angår holdninger, anser folk selve det at være åbne overfor nye ideer, at prøve noget nyt, som udvikling. Det "nye" kan fx. være voksen undervisning, nye sorter af afgrøder, eller en ny måde at filtrere vandet på. De aktiviteter der er forbundet med udvikling er at bygge skoler, dæmninger, veje, el-ledninger, at gå på aftenskole, at samle penge ind i landsbyen til fælles projekter, og at holde møder hvor hele landsbyen deltager.
Resultaterne som folk forbinder med udvikling er så hhv. tingene, dvs. ny skole, dæmning, vandledning etc. og ændringerne, dvs. at man kan læse og skrive, at man har færre tilfælde af Guinea orm i byen. Kort sagt at man kan fremvise noget "udvikling" som byen ikke tidligere havde.

Et besværligt redskab
Selvhjælp bruges altså også i landsbyerne som et redskab til at skabe udvikling. Et redskab der ikke er uden problemer. Selvhjælp kræver stærke ledere, der har folkets opbakning og tillid, og kan overbevise folk om at de skal betale deres andel og tilsidesætte andet arbejde for at komme og hjælpe med det fælles projekt. Oven i dette gør fattigdom indsamling af større pengebeløb til fælles projekter til en langtrukken, besværlig og måske endda umulig affære.
Selvhjælp kræver desuden en høj grad af enighed om fælles mål og midler, som bestemt ikke altid er til stede i landsbyerne, og er man blevet enige, kræver det et ret stort organisationstalent at få alle til at tage deres tørn på de rigtige tidspunkter. Dette bliver ofte ydertigere besværliggjort af uforudsigelige begivenheder som fx. en begravelse, eller et kæmpe regnskyl, der let kan bryde ind og kuldkaste alle planerne. Endelig gør en udbredt mangel på gode håndværkere det vanskeligt at gennemføre lidt mere komplicerede projekter på egen hånd i landsbyen.

Flere udveje
For at imødegå nogle af alle disse problemer, er der forskellige ting landsbyerne kan gøre. I forsøget på at samle penge nok sammen spreder man indsamlingen ud over en længere periode, eller lader folk betale i afdrag. Man kan også henvende sig til de mere velhavende bysbørn der lever andre steder i landet for at få dem til at give et bidrag, eller kontakte forskellige donor organisationer, som fx. GDCP, for at få pengehjælp fra dem. Hvad angår organisering, har landsbyerne udviklet forskellige måder, som fx. at lade arbejdsopgaven rotere så hver sektion i byen har en arbejdsdag på skift. Er der brug for håndværkere, må de forsøge at overtale håndværkere fra andre byer eller områder til at komme ud og arbejde i landsbyen mod betaling.
Fire hovedproblemer står tilbage: Manglende penge, lederskabs-/organisationsproblemer, interne uenigheder og omverdenens uforudsigelighed. De to første arbejder GDCP på at afhjælpe

Tilbage til top
Kvinderne holder nøden fra døren til høsten er i hus.

Af Annelie Abildgaard
På den magre årstid, når landbruget overvældes af arbejde, forrådskamrene er tomme, og der er længe til høsten er i hus, er det kvindernes indkomst, der sørger for mad ti/familien.
Den ene gang om året gør kvinderne en undtagelse. Normalt er det ikke kvindernes ansvar at brødføde familien. Husholdets økonomi er skarpt opdelt, således at manden skal levere "maden" og konerne skal komme med "ingredienserne" til madlavning. På dansk virker det som en underlig opdeling. Er mad og ingredienser ikke det samme?

Mad og ingredienser
I Dagbon er maden det der mætter, mens ingredienserne er det, der skal til for at tilberede den, så den smager godt. Mad - altså mandens del - er basismad: Yams, kassava, majs og ris. Ingredienser derimod - og dermed kvindens del er stegeolien, grøntsagerne, fisk eller i sjældne tilfælde kød, brændet og vandet der skal koge det osv.

Således er der orden i tingene hvad angår maden i husholdet, og mænd og kvinder har derfor hver deres selvstændige økonomi, og flere forskellige måder at skaffe deres del til huse på. Mændene er først og fremmest landmænd, dyrker jorden og holder husdyr (høns, perlehøns, geder, får og køer). Kvinderne høster og forarbejder de forskellige bushafgrøder (sheanødder, dawadawa, baobab-blade, mv.), forarbejder landbrugsprodukter (afskaller ris, udvinder jordnøddeolie, spinder bomuld, mv.), dyrker egne marker i mindre målestok. Men frem for alt handler de.

Alle kvinder handler
Enhver kvinde med respekt for sig selv

har en eller anden forretning i gang på det ugentlige marked. Enten sælger hun sine egne produkter, sælger færdigmad eller videresælger ting fra de større markeder. Mændene i landsbyerne spøger med at kvinder holder mere af markedet end af noget andet. Ifølge mændene kan intet afholde en kvinde fra at tage på markedet. Hvis hun går og skranter, bliver hun helt sikkert rask til markedsdagen, og gør hun ikke det bør man omgående finde penge og se at sende hende til hospitalet i en fart, for så er hun ganske givet i livsfare.

Mange ting gør det svært for kvinderne at tjene penge: periodevis vandmangel forhindrer forarbejdnings aktiviteter (sheasmør, risrensning)

- Manglende kapital indskrænker aktiviteterne
- Manglende råmaterialer begrænser aktiviteterne (sæsonbetonet)
- Markarbejdet forstyrrer deres forretning
- Høje transportpriser kan æde profitten op
- Ustabile markedspriser gør forretningen usikker
- Pludselige sociale begivenheder kan forstyrre indtjeningen (sygdom, begravelser)

Kvinder hjælper kvinder

De fleste forhindringer forsøges overkommet ved, at kvinderne hjælper hinanden. Man støtter hinanden med arbejdskraft indenfor en gruppe eller slutter sig sammen om at få en kredit fra en bank. Den enkelte kan også lave sin egen opsparing for at forøge sin kapital, og hun kan forsøge at købe ind så fornuftigt som muligt, ved at købe råvarer, når de er billigst lige efter høsten.

Profitten på alle disse aktiviteter som kvinder har kørende for at tjene penge er som oftest forsvindende. Til gengæld er der en høj omsætning, og der er derfor en vis sandhed i at mændene påstår at en kvinde altid har penge. Det skal dog snarere forstås sådan at hvis en kvinde pludselig skal bruge penge, har hun altid en vis kapital - hvor lille den end måtte være - at tære på.

Mændene må låne af kvinderne

Mændenes indkomst kommer altid med høsten, og er derfor meget mere sæsonbundet. Derfor må mændene somme tider gå til kvinderne for at låne penge til mad, når forrådskamrene er tømt. Men det undgår man helst. For en mand er det ikke rart at være afhængig af sine koner. Og er han det, skilter han traditionelt ikke gerne med det.

Kvinderne er ikke begejstrede for at undvære pengene, men nogle gange alligevel stolte af at kunne redde familien. Det giver anerkendelse. En god kone hjælper sin mand, som regel kun med arbejdskraft, men i disse tider også med penge. Og der er ingen tvivl om at kvindernes økonomiske betydning for mændene har en god del af æren for at mændene ikke protesterer, når kvinderne nu i stigende grad tager ordet og begynder at blande sig i debatten.

Tilbage til top
Hvad er velstand i Dagbon?
Tegn fortæller os omfolk er velstående; en dyr bil et stort hus mærkevare tøj eller designmøbler. Men hvordan ser. disse tegn ud ude på savannen? Hvad viser velstand i Dagbon?

GDCP har i mere end 10 år arbejdet på at forbedre folks levevilkår på mange forskellige måder. Hvordan kan man så se om der sker fremskridt? For dagombaerne i landsbyerne er der masser af tegn på om det går godt for folk.

Velstand i landsbyen
Ser man på landsbyen som helhed, er det for dagombaerne et tegn på velstand hvis der er mange huse med bliktage i stedet for stråtag. Også en velbygget og holdbar skole, og vedvarende, gode vandkilder er velstandstegn. Og kan man se store indhegninger - eller kraals - med meget kvæg, eller motorkøretøjer udenfor husene, er det også et klart tegn på at det går godt.

Kikker man på folk i landsbyen, vil man kunne se at der er forskel på tegnene i forhold til om det er mændene eller kvinderne det går godt for. Er det mændene der har penge for tiden vil man kunne se nye små forretninger åbne hist og her, flere af mændene har nye cykler og alle er gennemgående i højt humør.

Man ser dem bære nyt tøj, og de der har fået til opgave at samle ind til det næste fælles landsbyprojekt vil se at bidragene bliver større, og at det er nemmere at få folk til at betale. Er man i landsbyen om natten, vil man kunne se mange lommelygter skinne, når folk bevæger sig mellem husene. Det betyder at der er råd til at købe batterier. I dårligere tider finder man vej i mørket.
Hvis det går godt for kvinderne i landsbyen. kan man se at handelen udvider sig. Flere køber og sælger ting, og der købes større mængder ad gangen. Kvinderne og deres børn har nyt tøj, og børnene er velnærede. Også gaverne til venner og farnilie bliver større og mere generøse. I kvindernes huse ligger der store stakke af madvarer, og det er godt at dele ud af sin overflod. Hvis det går rigtig godt vil man endda se nogle kvinder købe husdyr.

Velstand i hjemmene
Alt dette er ting man kan iagttage, blot ved at spadsere igennem landsbyen. Ser man på det enkelte menneske, der hvor han eller hun bor, er der andre tegn at gå efter. For mændene gælder det at deres rum vil være møblerede, fx. med stole, senge og madrasser, og der vil være bliktag på deres hus. Har han flere forskellige smocks, en cykel, eller måske en ny kone er det også tegn på at det går ham godt. Eller hvis huset vidner om at han har mange husdyr, såsom høns, perlehøns, geder, får og kvæg. Jo flere jo bedre. Har han råd til en okseplov eller til at få sine marker pløjet med traktor, står det heller ikke skidt til.
Hjemme hos kvinderne kan man se meget om en kvindes velstand ud fra hendes rum. Det første er gulvet, som helst skal være cementeret og helt glat. Dernæst er der hendes udstyr, tingene i hendes rum såsom møbler, skåle, gryder og tøj. Jo flere sæt emaljerede skåle og gryder hun har, jo bedre. Skålene bruges til at servere mad for gæster, og de store gryder med låg til at opbevare ting, fx. tøj, som der ligger godt beskyttet mod støv og skadedyr. Og har hun endda et skab med glaslåger til at opbevare skålene i, er det rigtigt godt.
Et andet tegn på velstand for en kvinde er at have mange flotte kjoler, allerhelst i flot og farveægte tryk af god - og dyr - kvalitet. Alle mønstrene har navne og findes i forskellige kvaliteter, og kvinderne kan med blot et øjekast se forskel, og gætte prisen på venindernes kjoler.
Også det at eje de kæmpe store støbejerns gryder, der bruges til at koge shea nødder i, og til at lave store portioner mad, er et tegn på velstand. Kvinderne spøger med om det er en "rulle ind" eller en "rulle ud" gryde. Dvs. om hun efter brug kan rulle gryden ind i sit eget rum, fordi hun ejer den eller om hun må rulle den ud af huset, og hen for at aflevere den til den kvinde hun har lånt den af. Sidst men ikke mindst kan det siges at en kvinde er relativt velhavende hvis hun har råd til at investere i husdyr eller i luksusting som fx. en radio eller en cykel.

Dårlige tider
Der er altså mange ting folk gerne ville eje, hvis de havde penge til det. Men som situationen er nu er det ikke velstand der præger landsbyerne i Tolon Kumbungu distriktet. Nogen steder er naturligvis bedre end andre, men som helhed er det sjældent at se bliktage på husene. De fleste mænd har vel en cykel, mens det er de færreste kvinder der har en. Radioer ses i temmelig mange huse, oftest tilhører de en mand.

De byer hvor det går bedst er tilsyneladende de større byer med eget marked, og måske endda vand og elektricitet, og så i de landsbyer i udkanten af distriktet, hvor befolkningstætheden er under gennemsnittet, og landbrugsjorden ikke er så udpint. Men hovedindtrykket i de mange landsbyer er at folk er fattige:
Skolerne er i elendig stand, tøjet og cyklerne er ikke nye, børnene er langt fra velnærede og rummene er spartansk møbleret hvis de overhovedet er det..
Så der er lang vej igen, og meget at stile efter, både for folk i landsbyerne og for projektet i Dalun.

Tilbage til top