Begrebet selvhjælp er i Dagbon blevet fortolket ind i en ældgammel tradition for at hjælpe hinanden på mange forskellige niveauer. Selvhjælp betyder at mange mennesker arbejder sammen, enten for enkeltpersoner eller for hele samfundet.

Mange slags selv-hjælp
Der er flere forskellige måder at organisere det på, hvor folk enten bidrager med hver deres enkeltdele i form af penge eller materialer til et fælles projekt, eller hvor man kommer og hjælper ved sin arbejdskraft alene, og andre leverer råmaterialer og evt. mad til de arbejdende.
Førstnævnte bruges når der er tale om et projekt der angår hele landsbyen, som fx. et nyt tag til moskeen, en ny skolebygning, reparation af høvdingens compound, indsamling til en dæmning eller til et offer hvis regnen lader vente på sig. Afhængig af hvor vigtigt projektet er kan der enten udskrives skat af høvdingen, med et bestemt beløb pr. enhed, fx. voksne kvinder og mænd, eller hushold, eller det kan være frivillige bidrag.
Modellen hvor man bidrager alene med sin arbejdskraft, kaldes "at råbe om hjælp". Den bruges oftest når arbejdsopgaven har interesse for en person eller en mindre gruppe. Hvis man for eksempel skal have luget eller hakket sin mark, have stampet et nyt gulv på gårdspladsen, bygge eller tække et hus.

Man kan kort sagt "råbe om hjælp" til næsten hvad som helst man står og mangler arbejdskraft til. Og hvis opgaven er af et vist omfang serverer man så et godt måltid for de sultne arbejdende.

Selvhjælp og udvikling
Selvhjælp i landsbyerne er med andre ord en måde at få nogle ting gjort på. Hvad er så udvikling? For folk i landsbyerne er udvikling forbundet med nogle bestemte holdninger, aktiviteter og resultater. Hvad angår holdninger, anser folk selve det at være åbne overfor nye ideer, at prøve noget nyt, som udvikling. Det "nye" kan fx. være voksen undervisning, nye sorter af afgrøder, eller en ny måde at filtrere vandet på. De aktiviteter der er forbundet med udvikling er at bygge skoler, dæmninger, veje, el-ledninger, at gå på aftenskole, at samle penge ind i landsbyen til fælles projekter, og at holde møder hvor hele landsbyen deltager.
Resultaterne som folk forbinder med udvikling er så hhv. tingene, dvs. ny skole, dæmning, vandledning etc. og ændringerne, dvs. at man kan læse og skrive, at man har færre tilfælde af Guinea orm i byen. Kort sagt at man kan fremvise noget "udvikling" som byen ikke tidligere havde.

Et besværligt redskab
Selvhjælp bruges altså også i landsbyerne som et redskab til at skabe udvikling. Et redskab der ikke er uden problemer. Selvhjælp kræver stærke ledere, der har folkets opbakning og tillid, og kan overbevise folk om at de skal betale deres andel og tilsidesætte andet arbejde for at komme og hjælpe med det fælles projekt. Oven i dette gør fattigdom indsamling af større pengebeløb til fælles projekter til en langtrukken, besværlig og måske endda umulig affære.
Selvhjælp kræver desuden en høj grad af enighed om fælles mål og midler, som bestemt ikke altid er til stede i landsbyerne, og er man blevet enige, kræver det et ret stort organisationstalent at få alle til at tage deres tørn på de rigtige tidspunkter. Dette bliver ofte ydertigere besværliggjort af uforudsigelige begivenheder som fx. en begravelse, eller et kæmpe regnskyl, der let kan bryde ind og kuldkaste alle planerne. Endelig gør en udbredt mangel på gode håndværkere det vanskeligt at gennemføre lidt mere komplicerede projekter på egen hånd i landsbyen.

GDCP har i mere end 10 år arbejdet på at forbedre folks levevilkår på mange forskellige måder. Hvordan kan man så se om der sker fremskridt? For dagombaerne i landsbyerne er der masser af tegn på om det går godt for folk.

Velstand i landsbyen
Ser man på landsbyen som helhed, er det for dagombaerne et tegn på velstand hvis der er mange huse med bliktage i stedet for stråtag. Også en velbygget og holdbar skole, og vedvarende, gode vandkilder er velstandstegn. Og kan man se store indhegninger - eller kraals - med meget kvæg, eller motorkøretøjer udenfor husene, er det også et klart tegn på at det går godt.

Kikker man på folk i landsbyen, vil man kunne se at der er forskel på tegnene i forhold til om det er mændene eller kvinderne det går godt for. Er det mændene der har penge for tiden vil man kunne se nye små forretninger åbne hist og her, flere af mændene har nye cykler og alle er gennemgående i højt humør.

Man ser dem bære nyt tøj, og de der har fået til opgave at samle ind til det næste fælles landsbyprojekt vil se at bidragene bliver større, og at det er nemmere at få folk til at betale. Er man i landsbyen om natten, vil man kunne se mange lommelygter skinne, når folk bevæger sig mellem husene. Det betyder at der er råd til at købe batterier. I dårligere tider finder man vej i mørket.
Hvis det går godt for kvinderne i landsbyen. kan man se at handelen udvider sig. Flere køber og sælger ting, og der købes større mængder ad gangen. Kvinderne og deres børn har nyt tøj, og børnene er velnærede. Også gaverne til venner og farnilie bliver større og mere generøse. I kvindernes huse ligger der store stakke af madvarer, og det er godt at dele ud af sin overflod. Hvis det går rigtig godt vil man endda se nogle kvinder købe husdyr.

Velstand i hjemmene
Alt dette er ting man kan iagttage, blot ved at spadsere igennem landsbyen. Ser man på det enkelte menneske, der hvor han eller hun bor, er der andre tegn at gå efter. For mændene gælder det at deres rum vil være møblerede, fx. med stole, senge og madrasser, og der vil være bliktag på deres hus. Har han flere forskellige smocks, en cykel, eller måske en ny kone er det også tegn på at det går ham godt. Eller hvis huset vidner om at han har mange husdyr, såsom høns, perlehøns, geder, får og kvæg. Jo flere jo bedre. Har han råd til en okseplov eller til at få sine marker pløjet med traktor, står det heller ikke skidt til.
Hjemme hos kvinderne kan man se meget om en kvindes velstand ud fra hendes rum. Det første er gulvet, som helst skal være cementeret og helt glat. Dernæst er der hendes udstyr, tingene i hendes rum såsom møbler, skåle, gryder og tøj. Jo flere sæt emaljerede skåle og gryder hun har, jo bedre. Skålene bruges til at servere mad for gæster, og de store gryder med låg til at opbevare ting, fx. tøj, som der ligger godt beskyttet mod støv og skadedyr. Og har hun endda et skab med glaslåger til at opbevare skålene i, er det rigtigt godt.
Et andet tegn på velstand for en kvinde er at have mange flotte kjoler, allerhelst i flot og farveægte tryk af god - og dyr - kvalitet. Alle mønstrene har navne og findes i forskellige kvaliteter, og kvinderne kan med blot et øjekast se forskel, og gætte prisen på venindernes kjoler.
Også det at eje de kæmpe store støbejerns gryder, der bruges til at koge shea nødder i, og til at lave store portioner mad, er et tegn på velstand. Kvinderne spøger med om det er en "rulle ind" eller en "rulle ud" gryde. Dvs. om hun efter brug kan rulle gryden ind i sit eget rum, fordi hun ejer den eller om hun må rulle den ud af huset, og hen for at aflevere den til den kvinde hun har lånt den af. Sidst men ikke mindst kan det siges at en kvinde er relativt velhavende hvis hun har råd til at investere i husdyr eller i luksusting som fx. en radio eller en cykel.

Dårlige tider
Der er altså mange ting folk gerne ville eje, hvis de havde penge til det. Men som situationen er nu er det ikke velstand der præger landsbyerne i Tolon Kumbungu distriktet. Nogen steder er naturligvis bedre end andre, men som helhed er det sjældent at se bliktage på husene. De fleste mænd har vel en cykel, mens det er de færreste kvinder der har en. Radioer ses i temmelig mange huse, oftest tilhører de en mand.