Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Udvalgte artikler fra Ghana Håndslag 1/2000

1.  Gensyn med Dalun efter 10 år                      Henrik Jensen
2.  Tankos problemer.                                     Ibrahim Tanko

Gensyn med Dalun efter 10 år                                               Henrik Jensen

Tidligere centre coordinator for Dagbon Nineesim Karimzong Henrik Jensen besøgte i juli 1999 skolen og venskabsområdet igen efter 10 år. Henrik rejste rundt i Ghana med 6 gode venner på en privat studietur.

Søndag d. 18. Juli 99:

Mole Nationalpark var igen en stor oplevelse. Masser af elefanter – den største flok talte mere end 40 dyr. Omgivelserne var, som jeg husker dem: ingen strøm og vand, men masser af hjertelighed og flot natur.
Men nu glæder jeg mig meget til gensynet med DNK, mine tidligere kolleger, Dalun-Na, tidligere elever og andre gode venner.
Hvad er det dog, de har gjort ved Tamale !? Den hyggelige by med Niimtræalleen gennemskæres nu af en bred – og grim – boulevard og mange af de hyggelige små butikker og boder er nu brutalt skåret igennem for at give plads til den nye vej.
Men vejen fra Tamale til Dalun er, som jeg husker den. Den er der åbenbart ikke mange politiske stemmer i at få renoveret, så vi humper derudaf. Endelig når vi Kumbungu og nyrerne får lidt ro på det lille asfalterede stykke.
Efter ”svinget” ses det store baobabtræ, og jeg skimter Dalun. ”Welcome to Dalun”, står der på skiltet – forbi ”the station”, hvor der stadig er gang i gadekøkkenerne og de små boder. Forbi vandværket – og så er vi der. ”Yimaraba” – Yahaya og Tanko står klar til at tage imod. Store og varme knus efterfulgt af de mange hilsner. Jeg kan fornemme, at de med et glimt i øjet, vil afprøve, om jeg stadig kan huske at tale dagbani. Og som et trylleslag kommer det hele frem i min hukommelse. Grin – knus – det specielle håndtryk med det efterfølgende knips. Hvor er det herligt at være på savannen igen !
Jeg må se syner ! En mand kommer løbende ned ad alleen, som vi plantede for snart ti år siden. Det er Abukari Imoro. Jeg har aldrig set ham løbe før. Han springer i favnen på mig, og vi udveksler grin og hilsner.

Mandag d. 19. Juli 99:

Vi havde en dejlig nat i den smukke gæstecompound. Hvor er det en god idé, at vi som gæster kan bo i en luksusudgave af en compound.
Efter en dejlig morgenmad i spisesalen – utroligt, at Azara kan huske, at jeg holder så meget af ”ricewater” – bliver vi budt velkommen af alle seniorstaff ved et formelt møde. Vi nåede ikke at få hilst på Birgitte i går, så det var dejligt at se hende igen. Smilende, sød og frem for alt nærværende!
Vi får forelagt et flot program for ugen, som alle har stået bag. Og som første programpunkt er selvfølgelig en modtagelse hos Dalun-Na. Et gensyn, som jeg har glædet mig meget til. Da vi træder ind på pladsen foran paladset, begynder høvdingens trommer at tale. ”Kan du huske, hvordan trommerne beskriver dig?” spørger Abukari. Jeg lytter og kan genkende beskrivelsen med trommeslagene.
Tu-Na kommer ud – ”Oj – teacher – Amaraba”. Endnu et hjerteligt gensyn, og vi føres barfodet ind i Dalun-Na Yilii – paladset.
Ved et hurtigt syn rundt i flokken af ældre er der gamle bekendte ansigter, men også et par nye – og et par er savnet.
Jeg bøjer mig ned i knæ, men bliver hurtigt trukket op af Dalun-Na. Et hjerteligt gensyn.
Efter de mange hilsner og spørgsmål om, hvordan alle har det i Danmark, får vi de traditionelle colanødder og en god snak om udviklingen i Dalun, skolen, projekterne m.m.
Vi bliver budt indenfor i compounden for at hilse på konerne – og endnu et nyt lille barn er kommet til verden indenfor de sidste par dage. Hvor mange børn har mon Dalun-Na nu? Jeg spørger ikke, for han ved det nok ikke præcist!
Efter besøget går vi tilbage til skolen og får en flot rundvisning af Yahaya. DNK er virkelig blevet en smuk oase. Mange nye bygninger er kommet til – nogle af de gamle flot renoveret.
Aftenprogrammet er en flot danseopvisning – hvor vi nyder det ! Safias lille dreng ”TJ” møder op i smock og charmerer os alle – specielt mig.

Tirsdag d. 20. Juli 99:

Bilen står for døren, og vi skal i dag på landbybesøg med Aminu, landsby-koordinatoren. Vi kører til en landsby tæt ved Nyankpala. Her har et par elever fra skolen været på kursus og lært at pløje med okser. Jeg mindes stadig den lyd, da Peter kastrerede vores første to okser på skolen ! Da vi kører ind i landsbyen, vil vores chauffør køre så tæt på høvdingens palads som muligt – med det resultat, at vi sidder uhjælpelig fast. Det regner kraftigt, så alt er en stor mudderpøl. Men vi går til høvdingens palads mens ”kavaleriet” hentes til at skubbe bilen op. Det lykkes ikke, så med dagombaernes beslutsomhed, begynder de at grave hele bilen op !
Vi får en flot præsentation af, hvordan okserne kan hjælpe med pløjningen. En af okserne bliver imidlertid nervøs for vores tilstedeværelse, så den river sig løs – næseringen brister !
Efter mange timers venten i høvdingens palads, hvor vi bydes på TZ ( ellers tak ! ) er bilen oppe, og vi kører mod Tolon.
Efter Tolon-Nas død er Tali-Na flyttet ind i familiecompounden for at tage vare på skindet. Der er åbenbart vanskeligheder med at få indsat en regent, da den søn af Tolon-na, som har retten til at være regent stadig lever i eksil i udlandet.
Efter et hjerteligt gensyn med Tali-Na aflægges et høflighedsvisit hos Tolon-Nas enker. De er alle, som traditionen byder det, kronragede i sørgeperioden.
I Simli-compounden er der indkaldt til et lille høflighedsmøde imellem gamle elever og mig. De fortæller om elevforeningen og kurserne på DNK. Jeg lytter – og opmuntrer dem til at benytte skolens gode kursustilbud.
Hjem til vores lille compound – en kop velfortjent kaffe og snak i gruppen om dagens store oplevelser.
Jeg er godt klar over, at der vil komme mange ”delegationer” – enkeltpersoner osv for at hilse på, så udenfor compounden står de nærmest i kø for at aflægge et høflighedsbesøg. Dejligt og hyggeligt.
Majeed og Shani har jeg mange gode og spændende samtaler med. Shani er jo blevet lærer på en secondaryschool og Majeed har sit lille murerfirma.

Onsdag d. 21. Juli 99:

I dag går turen til Tamale, hvor vi besøger School for Life kontoret. Jeg har på forhånd lavet en aftale med Adisa, men hun er der ikke. Vi bliver vist rundt på kontoret og beværtet med te og kaffe, og pludselig kan vi høre, at Adisa er ankommet. Hun begynder at snakke længe inden hun er inde på kontoret. Jeg har mødt hende mange gange efterhånden, og jeg har stadig tabt mit hjerte til denne dejlige dame !
Hun fortæller stolt om SFL projektet – og der er sandelig også noget at være stolt af !
En tur på markedet bliver det også til. Det er dejligt at fornemme de behagelige – og mindre behagelige – dufte igen.
Udmattet af varmen og intensiteten på markedet får vi en forfriskning på ”Point Seven” – og her dukker Peter pludselig op. Og vi har nogle hyggelige timer sammen.
Tilbage i Dalun er der efter aftensmaden dans med en Takai-gruppe. Jo ! – Yahaya har sandelig gjort alt for, at vi skal opleve dagombaernes kropskultur. Trommerne dumrer igennem den flotte og varme tropenat, og vi slipper da heller ikke for at træde dansen. Nu er jeg ikke den store danser, men jeg husker da et par rigtige trin, og det vækker stor jubel! 



Torsdag d. 22. Juli 99:

Efter nogle intense dage har vi en fridag, hvor vi i gruppen udforsker forskellige dele af Dalun og omegn. Et par stykker cykler til Nawuni og får arrangeret, at vi senere i solnedgangen kan få en kanotur på floden. Selv aflægger jeg besøg hos Safia, Abukari og de andre private hjem.
Tilbage i compounden venter en overraskelse. Dalun-Na er ankommet på cykel med Tu-Na, og vi får en god og uformel snak om gamle dage og jeg imponeres stadig af hans store menneskekundskab og indsigt.
Efter aftensmaden er vi inviteret op til juniorstaff, hvor Leo beværter os kongeligt på sin efterhånden store bar. Moses underholder om hans besøg i Danmark – specielt om, hvordan han ser på os i ”den stille stamme”.
Lynene flænger aftenhimlen, og vi begynder at gå hjem igennem den slumrende Dalun.

Fredag d. 23. Juli 99:

I dag skal vi på tur med Safia for at følge hendes arbejde med kvindegrupperne. Vi skal til Kumbungu, hvor hun skal aftale nogle lån med kvinderne. Det bliver en spændende formiddag, og det er dejligt at se, hvordan Safia er vokset med opgaven og ansvaret som kvindekoordinator. Jeg husker stadig den dag, hvor hun var til ansættelsessamtale til jobbet som køkkenleder på DNK med Abukari og mig. Vi griner nu sammen af, at Abukari bad hende om at sammensætte en menuplan – uden at Abukari og jeg havde nogen som helst forstand på de dele ! Vi faldt begge to for hendes charme og gode humør  - noget hun stadig har i behold!
Safia har inviteret os til middag i Birgittes hus. Hvor der skal serveres min favoritret – ”sakuru” – fu-fu med fiskesovs! Selvfølgelig spiser vi med fingrene. Det er en hyggelig aften og sjovt at være i mit ”gamle hus”. Vi er den gamle spiseklub Safia, Abukari og jeg – og derudover de andre i rejsegruppen og Birgitte. En dejlig aften !
Da vi kommer tilbage i vores compound får vi lidt af en overraskelse ! Da jeg efter vores rituelle kop kaffe og en lille en vil gå i seng, er jeg lige ved at træde på en slange i køkkenet! Jeg hopper i vejret og samtidig til siden, så den ikke når at hugge efter min fod. Og så går den vilde jagt! Vi ”simingas” – hvide – har jo ikke fortand på at slå en slange ihjel, så vi finder vagtmanden, som med stort mod får banket livet ud af slangen. Efter den oplevelse må vi styrke os på endnu en lille en! Og imens vi sidder der, så dukker en ny slange op ! Det bliver for meget for et par af damerne i vores selskab, da den forsvinder – ingen ved hvorhen.! Er den under sengen ?

Lørdag d. 24. Juli 99:

Tidligt om morgenen står DNK på den anden ende. Der skal være annual general meeting og repræsentanter for projektområdet vil komme herunder høvdinge, honoratiores og ikke mindst Doctor, som jeg glæder mig meget til at møde.
De ansatte drøner frem og tilbage imellem landsbyerne, får sat skyggetag op, installeret højtalere osv osv.
Efterhånden begynder de delegerede at ankomme. Høvdingene med trommer, paraplyer, krigere og ældre. Men vi venter stadig på formanden ! Det er ikke så fremmed for mig. Men så dukker Doctor op, og vi får hilst hjertligt på hinanden. Han er jo på alle måder en travl mand, men har masser af overskud til at være nærværende i vores møde med hinanden. Dejligt !
Mødet forløber, som det nu engang gør, men jeg mærker en stor og meget positiv forskel på mødeformen og de delegeredes lyst til at tale. Amina fra SFLs PR-kampagne er der også, og hun fortæller stolt om SFL og giver en prøve på sin evne til at læse.
Jeg er placeret ved højbordet og følger her interesseret med i beretninger, regnskabsaflæggelse ( det er flot, at det foregår i al offentlighed nu ! ). Men valgene til board foregår stadig på samme måde. Der er ingen modkandidater til formandsposten og han genvælges ved akklamation.
En lang dag er til ende og efter middagen afholder seniorstaff en lille afskedsreception for os under skyggetaget. Vi takker mange gange hjerteligt for det yderst dejlige og positive besøg og det er med en stor klump i halsen, vi får sagt ”tali” tak !

Søndag den 25. Juli 99:

Vi har booket billetter med flyveren fra Tamale til Accra, så vi forlader Dalun, efter afskedsbesøget hos Dalun-Na, men er alle enige om, at vores hjerte bliver tilbage på denne dejlige plet.
Doctor skal med samme fly som os, så vi får en god og lang snak i lufthavnen, da flyet er timer forsinket. Doctor inviterer os til at se Universitetet i Legon og vil derefter give frokost.

Et dejligt gensyn med venskabsområdet var til ende, men der er ingen tvivl om, at jeg vender tilbage inden så længe.

                                                       Henrik Jensen.

 

Tankos problemer                                                  Ibrahim Tanko

Praktiske problemer i forbindelse med GDCA generalforsamlingen.
(en koordinators betragtninger)

Ghanaian Danish Communities Association holder sin generalforsamling den 26. februar. Når I læser  denne artikel er mødet for længst overstået. Arrangørerne har imidlertid endnu ikke helt genvundet pusten og lykønsker stadig hinanden med at de ikke forårsagede større diplomatiske problemer.

Normalt når antallet af deltagere til generalforsamlingen med repræsentanter for landsbyerne, høvdinge og distriktsadministrationen  op på ca. 250, men i år hvor der også kommer repræsentanter fra Savelugu-Nanton, forventes mindst 400!!
Hvorfor siger jeg ca. og mindst? Ved vi da ikke hvor mange der er blevet inviteret til mødet?
Jo og nej.
Jo, vi kender antallet af Lokalkomitemedlemmer der er inviteret. I Tolon-Kumbungu er der 17 lokalkomiteer med hver 15 medlemmer.
Nej, vi ved ikke hvor mange, for man kan ikke fortælle en høvding, hvor mange personer: ældre, trommeslagere, lovsyngere o.s.v. han kan rejse med. For 2 år siden vovede vi at sige til høvdingerne, at de højst måtte have 6 ledsagere med. De fleste svarede: ”Så kommer jeg ikke”. Hvis høvdingen har erklæret sin misfornøjelse med mødet, og at han ikke vil komme, så tør medlemmerne af lokalkomiteen heller ikke komme. Vi måtte sende personlige sendebud til alle høvdingerne med undskyldninger om, at vi selvfølgeligt ikke ville give høvdingerne ordrer, men af hensyn til transporten ønskede, at han rejste med et ”rimeligt” antal ledsagere. På den måde undgik vi katastrofen for denne gang.
At transportere udsendinge og især høvdinger til Dalun er et forehavende med mange katastrofemuligheder. Traditionelt kan nogle høvdinge ikke rejse med, sidde nær ved eller give hånd til visse andre høvdinge. Derfor er et godt kendskab til høvdingernes indbyrdes forhold meget væsentlig for at kunne lave en køreplan, og når man tager de få køretøjer og det store antal, der skal befordres får man et begreb om problemet. Desuden kan man ikke bruge samme bil til at hente flere høvdinge, for hver høvding skal ”forberede og styrke sig åndeligt” mod mulige ”åndelige angreb” fra en fjendtlig høvding, og det tager tid. Undertiden troede vi, at vores køretøj var brudt sammen, men fandt chaufføren ventende foran hytten, hvor høvdingen stadig ”forberedte sig”. Endelig må man være meget opmærksom på, hvilket køretøj, man sender til hvilken landsby, og folk er meget opmærksomme på, om de synes at være blevet rimeligt behandlet.

Sidste år bad vi folk fra de nærmeste landsbyer om selv at sørge for transport. Det indvilligede de i, men lod alle kvinderne blive hjemme, som jo ikke kunne cykle, så skulle mændene nok ”lytte på deres vegne”.  Vi har i mange år lagt stor vægt på, at få kvinderne godt repræsenteret ved møderne, og på følgende møder måtte vi bruge mange kræfter på at overbevise kvinderne om, at vi ikke havde gjort det med vilje for at holde dem borte.

Hver høvding bliver overdraget til en medarbejder som vært, der skal sørge for at han har et opholdssted, hvor han også kan få frokost efter mødet.
Når alle mødedeltagerne har sat sig, skal høvdingerne føres til deres pladser i omvendt rangfølge med den laveststående først. Trommeslagerne, de historiske eksperter, rådgiver, når der er tvivl om rangfølgen. Derudover er deres pladser et puslespil, for eksempel kunne afdøde Vo-Na ikke sidde ved siden af sin bror, Zugu-høvdingen, der skulle anbringes nogen imellem dem.

Men logikken holder ikke altid. Somme tider bliver reglen lavet omvendt. Da der sidste år blev holdt et seminar i Dalun om kvindernes rettigheder, og den øverste kvindelige høvding, Gundo-Naa, som næsten er på rang med Ya-Naa’en, var med, regnede vi med, at hun var den øverste og skulle sætte sig sidst. Helt forkert. Så snart hun viste sig, skulle en del høvdinge pludselig om bag ved bygningen, hvor de blev til hendes lovsyngere var færdige. Forklaringen var, at andre kunne ikke sidde, når hun stod op, selv om det kun drejede sig om den tid det tog, mens hun satte sig.

Endelig, endelig kommer mødet i gang. Talerne bliver holdt, høvdingerne udtaler deres mening, roser, bebrejder og giver råd. Folkene hører efter dem, deres ord har vægt og man føler, at al besværet med transport, gæsterum, siddearrangementer er det værd, når emner bliver debatteret frit, almindelige mænd og kvinder fra landsbyerne taler i samme forum som høvdinge, ældre, foreningsformænd om forskellige udviklingsforhold, rettigheder, og tager ansvar og forpligtigelse for indgreb, uddannelse, ungdommens bortrejse. Det er altid en inspiration. Jeg har oplevet 5 generalforsamlinger, og hver gang bevæger det mig, som om det var den første gang.

Siddende her i en levende tradition i omgivelser, der er moderne men har plads til det traditionelle med gamle ritualer og procedurer, der blander sig med ”Formandens indledende bemærkninger” og ”Vote of thanks”, føler jeg, at vi er i gang med noget godt.

Hvis bare en eller anden ville overtage arrangementerne med at hente høvdingerne og få dem sat ned.!