Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Udvalgte artikler fra
Ghana Håndslag 2004-4

1. Zakaria Musah på besøg i Silkeborg
 Henny Tang Nielsen, lærer ved Th. Langs Skole
2.
Råd til en ny korttidsfrivillig Thomas Boll, tidligere korttidsfrivillig

 

1. Zakaria Musah på besøg i Silkeborg

Skoledebatten raser. Ulla Tørnæs skælder demonstranter ud og får taletid i ”Profilen”: Alle er efterhånden enige om at fagligheden skal skærpes og det er nødvendigt med fokus på evaluering, så vi sikrer os at ………….”

 På Th. Langs Skole, en fri grundskole i midtbyen, brugte vi undervisningstid på et møde med Zakaria Musah fra Ghana. Mødet kom i stand ved hjælp af en kollegas deltagelse i School for Lifes lærerudvekslingsprojekt.
Zakaria Mussa boede hos min kollega i de 3 uger besøget her i Danmark varede, og vores skole fik dermed muligheden for at løfte en flig ind til en anden verden.

 Jamen, hvad får børnene ud af det?

 I 2. klasse kiggede de benovede på Zakarias flotte festdragt. Zakaria talte engelsk, så samtalen foregik ved at børnenes spørgsmål blev oversat og vise versa.
- Hvad laver du?
- Jeg er landmand.
- Hvad dyrker du?

- Er du gift og har du børn?
- Hvad laver din kone?
- Hvad kan du lide at spise?
På den måde fandt børnene ud af at hjemme i Zakarias landsby skiftes kvinderne til at lave mad til hele storfamilien, mens mændene tager sig af landbruget.
Senere så vi billeder af en compound, og det gjorde indtryk at se de lerklinede og stråtækte hytter.
Et andet indtryk fik vi, da Zakaria lånte en af vore afrikanske trommer. Nu var han på hjemmebane. Han sang, dansede og spillede et stykke af sit folks historie. Børnene lyttede, så og lo. Ordene forstod vi ikke, men intensiteten gik rent ind. Bagefter viste det sig, at sangen var en fortælling fra landsbyen, - eller en sang, som skoleeleverne sang hver morgen i Scool for Lifeskolen:

 Vi er taknemmelige for at være i skole
Vi er kommet for at lære
Vi er ikke kommet for at pjatte
Vi er ikke kommet for at lave ballade
Vi er kommet for at blive dygtige….

 Zakaria fortalte, at når han underviste i School for Life i Ghana var mange af instruktionerne en sang, som børnene sang med på. Typisk er der noget, som læreren synger, og så noget, som børnene gentager. Det prøvede vi også, og det lykkedes fint, ligesom ”godmorgen-sangen”, hvor alle børnenes navne blev nævnt, gjorde lykke.

 I 4. klasse kunne børnene stille spørgsmål på engelsk. Det gav inspiration til engelskundervisningen at opleve sproget anvendt. Der blev stille i klassen, da en elev spurgte Zakaria om han var god til computerspil.
Zakaria fortalte nemlig, at der slet ikke var strøm, hvor han boede !
- Jamen, så kan du jo ikke se TV !

 Da Zakaria blev spurgt hvilket fodboldhold han holdt med, nævnte han en masse ghanesiske fodboldhold, som vi aldrig havde hørt om. Han kunne dog fortælle at han havde hørt om et par populære internationale fodboldstjerner, og dermed blev nogle af børnene da lidt beroligede.

 Det giver altid en god fornemmelse at finde fællesskab.

 Kan elever i 4. klasse overhovedet bruge sådan et møde til noget?
Bliver det ikke bare en slags udstillingsvindue, som ikke efterlader dybere indtryk?
Er det ikke bare ligesom den strøm af billeder i TV fra lande, hvor befolkningen lever under vanskelige forhold?

 Et møde mellem mennesker sætter spor. Der er, efter min opfattelse, en verden til forskel på at opleve gennem medier og så det ægte møde. Vi var jo i samme rum, kunne se, høre, lugte hinanden. Vi havde hinanden i hånden når vi dansede. Vi lo sammen. Forskellen er netop, at der opstår dialog. Vi talte sammen, både verbalt og non-verbalt.

 Da vi senere talte om menneskers livsvilkår op gennem tiderne ud fra en historietavle, kom samtalen ind på tro og forestillinger om det at komme i himlen.
- Gad vide om man bare kan alt det, man gerne vil, i himlen? – siger et af børnene.
- Gad vide hvordan Zakaria tror, der er i himlen, for han tænker nok ikke ligesom os! – siger en anden.

 Zakaria kom som en nysgerrig og opmærksom gæst. Han fortalte gerne om sit liv hjemme i Ghana, om at være frivillig underviser, fordi han havde været så heldig at få lov til at gå i skole i mange år, så nu ville han give det videre til sit folk. Om vigtigheden af at blive uddannet. Om glæden ved at give videre. Om familien, som ikke er en lille kernefamilie, men hele slægten, der fungerer som en enhed. Om at der ikke var råd til at gå til lægen, når nogen blev syge, så de var nødt til at gå til den lokale ”medicinmand”. Om at børnene skulle bære skoleuniformer. Om stammens og familiens hierarki, hvor den ældste (mand!) blev respekteret og traf beslutninger.

 Hvad kan børn på 8 og 10 år bruge det til?
Mange børn oplevede hvor meget mennesker har fælles på trods af de enormt forskellige livsbetingelser.
Mange børn gjorde sig forestillinger om hvordan det er at leve uden strøm.
Nogen børn undrede sig over fordeling af goder.
Nogen børn syntes det var spændende at have besøg fra et land, der lå så langt væk. Det blev tydeligt, at Afrika jo er et kontinent med mange forskellige lande, og at der er enorme forskelle i Nord- og Sydghana.
Og så var der glæden over at synge og danse sammen, - over musikkens sprog der rækker over kontinenterne.

 Hvad kan skolen som institution bruge besøget til?
I frikvartererne var der livlig samtale hvor vi fik delt viden med Zakaria. Vi hørte om tro og traditioner, der hænger nøje sammen i Zakarias liv. ”Jeg er muslim og derfor følger jeg nogle bestemte leveregler, og vi har traditioner i vores stamme, når der fødes børn, når børn bliver voksne, når der er begravelse, når der skal vælges en ny ”ældste” osv.”
I mødet med et menneske bliver nogle generelle problemer personliggjort og dermed vedkommende.
Skal vi have u-landsprojekter med i vore årsplaner?
Hvordan etablerer vi mødet med de forskellige etniske grupper her i Silkeborg?
Hvilken opgave har vi som institution i forhold til forskellige u-landsprojekter?

 Nye vinkler på samtalen
Jeg husker mødet som Zakaria Mussa som en ekstra dimension i den dagligdag, hvor vi taler med hinanden – både på lærerværelset og i klasserne,  hvor vi udveksler dagligdags begivenheder og hvor vi pludselig befinder os i en samtale om de store etiske spørgsmål. Det var en anledning til at få nye vinkler på samtalen og på vores opfattelse af det liv, vi er midt i. Det giver næring til fantasien og visionerne hos både børn og voksne.
 
Skoledebatten raser. Ulla Tørnæs skælder demonstranter ud og får taletid i ”Profilen”: Alle er efterhånden enige om at fagligheden skal skærpes og det er nødvendigt med fokus på evaluering, så vi sikrer os at ………….”

  På Th. Langs Skole, en fri grundskole i midtbyen, brugte vi undervisningstid på et møde med Zakaria Musah fra Ghana. Mødet kom i stand ved hjælp af en kollegas deltagelse i School for Lifes lærerudvekslingsprojekt.

Zakaria Mussa boede hos min kollega i de 3 uger besøget her i Danmark varede, og vores skole fik dermed muligheden for at løfte en flig ind til en anden verden.

 Jamen, hvad får børnene ud af det?

  I 2. klasse kiggede de benovede på Zakarias flotte festdragt. Zakaria talte engelsk, så samtalen foregik ved at børnenes spørgsmål blev oversat og vise versa.

- Hvad laver du?

- Jeg er landmand.

- Hvad dyrker du?

- Er du gift og har du børn?

- Hvad laver din kone?

- Hvad kan du lide at spise?

På den måde fandt børnene ud af at hjemme i Zakarias landsby skiftes kvinderne til at lave mad til hele storfamilien, mens mændene tager sig af landbruget.

Senere så vi billeder af en compound, og det gjorde indtryk at se de lerklinede og stråtækte hytter.

Et andet indtryk fik vi, da Zakaria lånte en af vore afrikanske trommer. Nu var han på hjemmebane. Han sang, dansede og spillede et stykke af sit folks historie. Børnene lyttede, så og lo. Ordene forstod vi ikke, men intensiteten gik rent ind. Bagefter viste det sig, at sangen var en fortælling fra landsbyen, - eller en sang, som skoleeleverne sang hver morgen i Scool for Lifeskolen:

  Vi er taknemmelige for at være i skole

Vi er kommet for at lære

Vi er ikke kommet for at pjatte

Vi er ikke kommet for at lave ballade

Vi er kommet for at blive dygtige….

  Zakaria fortalte, at når han underviste i School for Life i Ghana var mange af instruktionerne en sang, som børnene sang med på. Typisk er der noget, som læreren synger, og så noget, som børnene gentager. Det prøvede vi også, og det lykkedes fint, ligesom ”godmorgen-sangen”, hvor alle børnenes navne blev nævnt, gjorde lykke.

  I 4. klasse kunne børnene stille spørgsmål på engelsk. Det gav inspiration til engelskundervisningen at opleve sproget anvendt. Der blev stille i klassen, da en elev spurgte Zakaria om han var god til computerspil.

Zakaria fortalte nemlig, at der slet ikke var strøm, hvor han boede !

- Jamen, så kan du jo ikke se TV !

  Da Zakaria blev spurgt hvilket fodboldhold han holdt med, nævnte han en masse ghanesiske fodboldhold, som vi aldrig havde hørt om. Han kunne dog fortælle at han havde hørt om et par populære internationale fodboldstjerner, og dermed blev nogle af børnene da lidt beroligede.

  Det giver altid en god fornemmelse at finde fællesskab.

  Kan elever i 4. klasse overhovedet bruge sådan et møde til noget?

Bliver det ikke bare en slags udstillingsvindue, som ikke efterlader dybere indtryk?

Er det ikke bare ligesom den strøm af billeder i TV fra lande, hvor befolkningen lever under vanskelige forhold?

  Et møde mellem mennesker sætter spor. Der er, efter min opfattelse, en verden til forskel på at opleve gennem medier og så det ægte møde. Vi var jo i samme rum, kunne se, høre, lugte hinanden. Vi havde hinanden i hånden når vi dansede. Vi lo sammen. Forskellen er netop, at der opstår dialog. Vi talte sammen, både verbalt og non-verbalt.

  Da vi senere talte om menneskers livsvilkår op gennem tiderne ud fra en historietavle, kom samtalen ind på tro og forestillinger om det at komme i himlen.

- Gad vide om man bare kan alt det, man gerne vil, i himlen? – siger et af børnene.

- Gad vide hvordan Zakaria tror, der er i himlen, for han tænker nok ikke ligesom os! – siger en anden.

 

 Zakaria kom som en nysgerrig og opmærksom gæst. Han fortalte gerne om sit liv hjemme i Ghana, om at være frivillig underviser, fordi han havde været så heldig at få lov til at gå i skole i mange år, så nu ville han give det videre til sit folk. Om vigtigheden af at blive uddannet. Om glæden ved at give videre. Om familien, som ikke er en lille kernefamilie, men hele slægten, der fungerer som en enhed. Om at der ikke var råd til at gå til lægen, når nogen blev syge, så de var nødt til at gå til den lokale ”medicinmand”. Om at børnene skulle bære skoleuniformer. Om stammens og familiens hierarki, hvor den ældste (mand!) blev respekteret og traf beslutninger.

 

 Hvad kan børn på 8 og 10 år bruge det til?

Mange børn oplevede hvor meget mennesker har fælles på trods af de enormt forskellige livsbetingelser.

Mange børn gjorde sig forestillinger om hvordan det er at leve uden strøm.

Nogen børn undrede sig over fordeling af goder.

Nogen børn syntes det var spændende at have besøg fra et land, der lå så langt væk. Det blev tydeligt, at Afrika jo er et kontinent med mange forskellige lande, og at der er enorme forskelle i Nord- og Sydghana.

Og så var der glæden over at synge og danse sammen, - over musikkens sprog der rækker over kontinenterne.

 

 Hvad kan skolen som institution bruge besøget til?

I frikvartererne var der livlig samtale hvor vi fik delt viden med Zakaria. Vi hørte om tro og traditioner, der hænger nøje sammen i Zakarias liv. ”Jeg er muslim og derfor følger jeg nogle bestemte leveregler, og vi har traditioner i vores stamme, når der fødes børn, når børn bliver voksne, når der er begravelse, når der skal vælges en ny ”ældste” osv.”

I mødet med et menneske bliver nogle generelle problemer personliggjort og dermed vedkommende.

Skal vi have u-landsprojekter med i vore årsplaner?

Hvordan etablerer vi mødet med de forskellige etniske grupper her i Silkeborg?

Hvilken opgave har vi som institution i forhold til forskellige u-landsprojekter?

 

 Nye vinkler på samtalen

Jeg husker mødet som Zakaria Mussa som en ekstra dimension i den dagligdag, hvor vi taler med hinanden – både på lærerværelset og i klasserne,  hvor vi udveksler dagligdags begivenheder og hvor vi pludselig befinder os i en samtale om de store etiske spørgsmål. Det var en anledning til at få nye vinkler på samtalen og på vores opfattelse af det liv, vi er midt i. Det giver næring til fantasien og visionerne hos både børn og voksne.

 
 2. Råd til en ny korttidsfrivillig

En ny korttidsfrivillig, eller for den sags skyld en ny dansk Liaison Koordinator kommer ud for mange prøve(lse)r, når han/hun kommer ind i dagligdagen i Dagbon.. Forfatteren til denne respons til en nyere medarbejder har virkeligt lært noget af sit eget ophold..
  Mange tak for din rapport. Jeg har læst den grundigt og vil i det følgende forsøge at give dig en kritisk-konstruktiv respons på de forskellige områder og problematikker som du fremhæver i den. Det jeg dog vil indlede med er, at opridse hvad din opgave som korttidsfrivillig består af. Det gør jeg fordi, du i din rapport udtrykker forvirring om, hvad dine arbejdsområder er og f.eks. om hvorvidt du eventuelt skal fungere som ”vikar” for en sektionsleder – Hvilket du også selv når frem til, at du ikke skal! Du har ingen beføjelser i den retning! Dermed ikke sagt, at der intet er for dig at lave i forbindelse med denne sektion, hvor det er tydeligt, at din interesse ligger. Men frem for at du selv går og forestiller dig arbejdsopgaver indenfor projektet, så vil jeg råde dig til at forhøre dig enten hos den nye Liaison Koordinator eller hos de ansatte. Det er ikke for at kvæle din initiativrighed, men når du vil følge noget veletableret og ikke køre f.eks. din egen spejderklub, så må du altså forsøge i første omgang at indrette dig efter de allerede eksisterende arbejdsmetoder osv.!


Som korttidsfrivillig er din hovedopgave at fungere som ”venskabsambassadør”, i forlængelse af hele den venskabsstrategi som GV altid har været bygget på. Det er langt fra nogen entydig jobbeskrivelse – det er jeg klar over! Men frem for at det skal føre til forvirring, så er intentionen, at det skal brede dine muligheder ud, således at du ikke begrænses i egne ideer. Venskabsstrategien er nok det vigtigste aspekt i samarbejdet mellem Ghana og Danmark. Her 25 år efter at projekterne blev startet op er det for dig som ny korttidsfrivillig, måske lidt svært at forstå omfanget, betydningen og konsekvenserne af denne strategi. Men det er netop det, som du nu har chancen for at lære. For mig at se er det nemt at forstå elementer som ”capacity building”, som vi jo i allerhøjeste grad også praktiserer i GDCP, men sådanne praksisser kan ikke fungere ligeså godt, hvis ikke venskabet er der, som et fundament! Kodeordene er her gensidig respekt for hinanden og de forhold, som vi danskere og ghanesere hver især har at arbejde under. Samt forståelse for hinandens kultur! Derfor er dialogen yderst vigtig, men samtidig også en forsinkende faktor i forhold til direkte handling, hvilket ganske givet kan føre til en vis frustration på visse tidspunkter. Men efter organisationens erfaring kommer man, i det lange løb, meget længere med projekterne når begge parter deltager i beslutningsprocesserne, da denne deltagelse øger engagementet på begge sider.

 Men pointen er her netop, at du som korttidsfrivillig først og fremmest skal stikke en finger i jorden! Du er i Ghana i en meget tidsbegrænset stilling, hvilket sætter sine naturlige begrænsninger i forhold til at ændre GDCP’s praksis. Du er på nuværende tidspunkt stadig et helt nyt medlem af GV, så derfor har du heller ingen chance for at kende organisationens arbejdsmetoder eller historie til bunds. Det er sikkert din uddannelse og dine interesser der gør, at de overvejelser du gør dig i Ghana er af konsulentlignende karakter, men du bør huske på, at du i din funktion som korttidsfrivillig ikke er ansat som konsulent! Dermed ikke sagt, at du ikke kan give udtryk for dine holdninger eller at GV ikke kan tåle kritik. Organisationen er meget interesseret i, at du i din tid i Ghana lærer GDCP og ghanesisk kultur at kende, så du evt. senere kan bruge den erfaring og kendskab til organisationen i det videre arbejde hjemme i et eller flere af GV’s udvalg. 

 Nu til det mere generelle. Jeg forstår udmærket din frustration over at blive ”glemt” i Tamale…det har alle korttidsfrivillige prøvet. Misforståelser og uventede hændelser er uundgåelige, det eneste råd jeg kan give dig er at forsøge at indstille dig på ”ghanian time”, hvilket jeg er sikker på, at du også formår. At det dog tager lidt tid at vænne sig til en helt anden kultur end den vestlige, er ikke så sært om end frustrerende for dig, som skal omstille dig! Det kunne ligeledes være en idé for dig fremover, at have en plan B i forbindelse med transport, der går jo f.eks. tro tro’s mellem Dalun og Tamale. I denne sammenhæng vil jeg gerne udtrykke min forståelse for, at du gerne vil være i Tamale i weekenden, det kan være rart, både at komme lidt væk fra Dalun, men også bare det, at opleve ”by-livet” og besøge venner.

 På kort tid er du nået rundt om mange ting, det er dejligt at se en korttidsfrivillig med så megen energi i Ghana. Jeg er sikker på, at du med tiden vil finde dig til rette i din sektion, hvor din arbejdsindsats helt sikkert kan komme til sin ret, i samarbejde med de andre ansatte. Ligeledes er jeg glad for at høre, at du har været en tur rundt i Dalun – her findes rigtig mange interessante unge mennesker, som jeg udfra personlig erfaring kun kan opfordre dig til at opsøge. Mange af dem har direkte erfaring med danske korttidsfrivillige og i hvert fald en enkelt har været i Danmark på højskole.

 Endelig vil jeg blot opfordre dig til at køre på med samme energi, samtidig med at du stikker fingeren i jorden. Jeg ønsker dig held og lykke i den næste tid og glæder mig til at modtage næste rapport.