Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Uddannelse for alle

Referat af indlæg på Ghanaseminaret 2004 af  Sanne Müller og Annelie Abildgaard

For lørdag den 18. september 2004 var følgende emne tema for indlæg af Sanne Müller og Annelie Abildgård, begge ansat som uddannelseskonsulenter i u-landsorganisationen Ibis:

 

Uddannelse for alle er på én gang en menneskeret, en global udfordring og en international kampagne.

Hvad er problemerne og udfordringerne i at nå Dakarerklæringens mål: Uddannelse for alle inden år 2015?

 (Ibis repræsenterer Global Campaign for Education in Denmark. Målet er at sikre, at alle i verden får chancen for at opnå god, gratis grunduddannelse.

 Udover at være uddannelsesarbejder i Ibis er Sanne Müller formand for en anden lille u-landsorganisation ”Axis”. Hun havde imidlertid indenfor de sidste dage fået en anden tilknytning til GV, idet hendes mand, Niels Boe, ved at læse i jubilæumsskriftet havde konstateret, at GVs grundlægger, Johannes Holm, var hans mormors bror. Niels havde i løbet a få timer fået kontakt både til Johannes Holms enke, hans datter og en niece, og Sanne kunne overrække GV en kuvert med historisk materiale om grundlæggeren.

Annelie har været ansat hos Ibis i to år og har blandt andet arbejdet med kampagne i Danmark. Hun er jo i forvejen et kendt ansigt i GV som mangeårigt medlem af GV, hvor hun især har arbejdet med kvindelånene i GDCP programmet.

Ibis er en af de store rammeorganisationer som nu i 30 år har arbejdet med uddannelse både i Danmark og i lande som Syd Afrika, Namibia, Angola, Latin Amerika og Vestafrika.

 Det tekniske snød oplægsholderne, men i stedet gav Sanne og Annelie en levende beskrivelse af en skolesituation i Mozambique:  Klasselokalet er en åben plads, beskyttet mod solen af et tag af grene. Der er en tavle og borde, bøger, kridt, blyanter og en velforberedt lærer som står med ryggen til og skriver lange sætninger på tavlen. Der er dyb, dyb tavshed, og eleverne kæmper desperate med bogstaverne, der er som billeder for dem uden betydning overhovedet. Sætningerne er på portugisisk og børnene forstår intet. Læreren råber højere og højere med stokken i hånden!

 Det er udfordringen: Der er borde, stole og bøger, men der mangler noget: Indhold og kvalitet i undervisningen.

 Oplægsholderne havde forberedt en lille quizz, som deltagerne udfyldte. Den bestod i at placere nogle opgivne tal på de rigtige steder. Resultaterne som folk fandt frem til var nogenlunde rigtige, idet de fleste af de fremmødte var klar over, hvor slemt det står til globalt:

Der er 800 millioner børn under 5 år: færre end en tredjedel har adgang til børnehaveklassetilbud.

113 millioner børn, heraf 60% piger har ikke adgang til grunduddannelse.

150 millioner dropper ud af skolen før de har lært at læse og skrive

ILO (International Labour Organisation) anslår at 250 millioner børn verden over mellem 5 -14 år arbejder.

Næsten 70% af alle undervisere i verden lever under fattigdomsgrænsen.

880 millioner voksne er analfabeter, flertallet heraf er kvinder.

2% af handikappede børn, der lever i udviklingslande er inkluderet i det formelle uddannelsessystem.

Tallene afslører udfordringen. Bag tallene gemmer sig forældre, børn bedsteforældre, lærere.

 

Det er en rettighed at få uddannelse, men det står skidt til.

Det er sagt mange gange: I Menneskerettighederne, i Jomtien erklæringen i 1990 og sidst i Dakar erklæringen i 2000. Alle har ret til uddannelse, gratis og obligatorisk.

I Dakar blev kravene mere konkrete. 6 mål blev sat op, som er grundlaget for ”Uddannelse for alle”:

  1. Tilbud til de yngste.
  2. Alle børn i skole
  3. Uddan unge og voksne
  4. Halver analfabetismen
  5. Piger i skole
  6. God kvalitet

164 lande skrev under, herunder Danmark. Som noget nyt blev der udfærdiget en finansieringsplan gående ud på, at de rige lande forpligter sig til at levere resurserne, de fattige land skal gøre arbejdet.

 Hvordan går det så?

Status på ”Uddannelse for alle” for de tre mål:

1. Alle børn i skole

2. Piger i skole

3. Halver analfabetismen

siger at 83 lande (1/3 af verdens befolkning) har nået eller vil nå alle tre mål inden 2015.

43 lande med 1/3 af verdens befolkning vil nå et eller to mål inden 2015, mens 28 lande med 1/3 af verdens befolkning dumper totalt og sandsynligvis ikke vil nå et eneste af målene.

 Målet ”Uddannelse for alle” er jo kun et af de otte Dakar mål eller ”Millenium mål”.

  1. Bekæmpe ekstrem fattigdom og sult
  2. Sikre grundskoleuddannelse for alle
  3. Fremme ligestilling og styrke kvinders rettigheder
  4. Mindske spædbørns- og børnedødelighden
  5. Mindske mødredødeligheden
  6. Standse udbredelsen af HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme
  7. Sikre en miljøvenlig og bæredygtig udvikling
  8. Opbygge et globalt partnerskab for udvikling

Opfyldelsen af de otte mål hænger sammen og det er en almindelig opfattelse, at ligestillingsmålet (mål nr 3) skal opfyldes først. Ellers falder de andre.

 Hvorfor så tage rettighederne alvorligt nu? De er blevet vedtaget både i 1948, i 1990 og i 2000.

Jo, fordi alle lande har skrevet under. Det er et fælles mål.

Udviklingslandene i syd har også lovet en handlingsplan for uddannelse. Ved gældsslettelse er et af kravene at uddannelse skal tilgodeses.

Ibis arbejder også på at forbedre forholdene i Danmark. Ibis arbejder for modersmålsundervisning for indvandrere, men regeringen lader hånt om det. Desuden fokuserer Ibis på at få bedre uddannede grønlandske lærere.

Og så har Danmarks regering skåret ned på bistanden. I de rige lande må vi overalt presse på for at holde hvad vi har lovet.

 

Deltagerne kommenterede og stillede adskillige spørgsmål i ping pong med oplægsholderne, såsom:

Hvordan sikre at pengene går det rigtige sted hen?

Der skal være lige adgang til uddannelse. Men hvordan måler man det?

Drop outs er et stort problem. Der kommer større indtag, men det bevirker at der nu er op til 130 børn i en klasse i stedet for 70. Hvordan er kvaliteten så?

Der må være flere kvindelige lærere.

Hvad er en god skole? Også i Danmark er vi ikke enige i det spørgsmål. Alle aspekter er vigtige. Ikke kun bygninger, borde og stole, men læring er vigtig – og det skal være på det pågældende lands principper.

Hvordan kan vi snakke om kvalitet når en sygdom som HIV/AIDS raser. Af 100 lærere i visse lande er der kun 40 tilbage efter 5 år. I Namibia er der gode erfaringer med at holde lærerne på landet, men HIV ødelægger det hele. Børn mellem 6 og 12 år er den HIV frie generation, men de sidder i skolen uden lærer

I læringen er selvstændig tænkning, involvering og refleksion væsentlig. Mekanisk indlæring skal undgås.

Læreren må støttes af det omgivende civilsamfund. Men det lyder abstrakt. Hvordan integrere målene i civilsamfundet? De kloge hoveder må fortælle de mindre kloge, at de findes. I Nord Ghana er der et netværk (NNED), som arbejder med det.

Arbejdet skal være gennemskueligt. Hver provins får sin andel af penge, så både forældre og lærere ved, at der er penge til løn, møbler og undervisningsmaterialer. Det kan også blive kendt gennem en radiostation som Simli Radio. Det drejer sig om ansvarlighed, overskuelighed og gennemskuelighed.

Bedre økonomi for kvinder giver dem styrke (empowerment), som de kan bruge til at få alle børn i skole. Mændene ønsker kun, at drengene kommer i skole. Mikrokreditprogrammer hjælper.

Det er vigtigt at tænke holistisk.

 Oplægsholderne gav deltagerne ti minutter til at overveje i små grupper, hvordan de ville bruge 10 millioner DKK til at opbygge en bedre skole.

Der var mange bud, blandt andre:

Styrke forældrene og gøre dem ansvarlige for deres børns uddannelse ved at effektivisere skolebestyrelsernes arbejde, give kvinderne bedre økonomiske muligheder, ved at gøre indtægtsskabende aktiviteter mulige for dem, sikre kapacitetsopbygning, oplyse om vigtigheden ved uddannelse for alle, måske også ved at gøre skolen mere fleksibel, herunder også muligheden for forskoler (wing schools), oplysning igennem radioudsendelser

Motivere lærerne ved at give dem en god uddannelse med efteruddannelse og monitorering, give dem en god løn og gode forhold i landsbyen, oplyse om fordelene ved modersmålsundervisning og vise lærerne forskellige typer metodik og pædagogik, som tager sit udgangspunkt i børnenes behov.

Sørge for, at minimale faciliteter er i orden, såsom: møbler, undervisningsmaterialer og bygninger.

Styrke sundhedsforebyggelse ved at tilbyde gratis skolemad og bekæmpe HIV/AIDS.

Oplyse om vigtigheden af uddannelse for alle gennem radio.

 Efter Dakar i 2000 var man klar over, at kampagner er nødvendige for at nå målene. Der blev iværksat en global kampagne, som over 100 lande deltager i. Denne globale aktivitetsuge finder sted hvert år i april måned på Dakars ”fødselsdag”.

Ibis gør hvert år et stort arbejde for at få danskerne med – med særlig fokusering på folkeskolen.

I 2003 lavede de undervisningsmateriale, som blev brugt i ½ time over hele landet (29.000 elever og lærere deltog) på samme tid og på den måde var med til at skabe verdens største klasse.

Annan holdt sin ”time” i FN bygningen. Dalun deltog også – og var med på listen.

 I 2004 var temaet en udløber af uddannelse for alle, ”Missing in education” med adskillige aktiviteter: Lærerhæftet ”Læserraketten”, 50.000 danske børn snakkede på samme tid om behovet for uddannelse for alle, alle unge over hele verden besøgte deres parlamenter og lagde pres på politikerne, i Danmark mødtes elever fra 3 efterskoler med 6 politikere i Folketinget efter at have marcheret igennem gaderne, 13.000 sendte postkort til Statsministeren, som dog desværre ikke lige havde tid til at modtage eleverne. Som noget nyt blev der også indsamlet penge (100.000 DKK).

 I 2005 bliver temaet ”Hands up for girls in education”

Men der skal uhyggeligt mange penge til for at nå målene. Beløbet er beregnet til 40 milliarder ekstra hvert år. For dog at skubbe på har Verdensbanken indledt et nyt ”Fast track initiative”, som skal sikre finansiering til de 18 fattigste lande, som har særligt store problemer med børn udenfor skolesystemet.

Oplægsholderne kunne være fortsat endnu længe med at fodre seminariedeltagerne med tal og oplysninger, som ikke er særligt optimistiske, men som vi har et stort ansvar for at få vendt.

De to timer var fløjet af sted.

Formanden for GV, Thomas Ravn-Pedersen takkede for oplæggene og udtrykte sin store tilfredshed med at vi nu endelig lod til at have et godt samarbejde med Ibis ved at have infiltreret med GV medlemmer: Annelie som uddannelseskonsulent og Birgitte Rasmussen, som er nyansat som Ghanas landekoordinator.

Lis Brandt, referent