Rejsebreve fra Ghana-holdet på Silkeborg Højskole |
|
|
Mit
eventyr i Ghana
Hvordan er et liv
som ghaneser? Virker hjælpearbejde overhovedet? Kan man være lykkelig
når man lever for under 1 us dollar om dagen? Vil det ikke bare være
drømmen for en ghaneser at få et liv som os?
Det var nogle af de spørgsmål vi havde stillet os selv, inden
vores afrejse til Ghana, den 15 november 2004. I 12 uger havde vi på
Silkeborg Højskole beskæftiget os med Ghana, og den forestående rejse
til landet. Vi lærte alt om at Ghana er et U-land, hvor man bor i
lerhytter, man henter vand ved en brønd eller et vandhul, og de fleste
mænd i Nordghana har mere end én kone. Derudover havde vi beskæftiget
os en del med de politiske spørgsmål; Hvad er U-landsbistand,landbrugstøtte
og toldmure og hvad er henholdsvis Danmark,EU og USAs holdning til disse
begreber. Vi besøgte Danida i København og var med til et seminar hos
GV i efteråret, hvor vi fik et større indblik i hvad programmerne
School for Life og CLIP gik ud på. Al denne viden blandet med vores
generelle forestilling om et U-land, gjorde os meget spændte og parate,
til at springe ud i 12 uger på den anden side af jorden. Rejsen var helt
fantastisk. Lige fra dag ét blev vi budt velkommen af glade og smilende
mennesker. Alle var parate til at hjælpe én og viste stor
taknemelighed for vores besøg. I landsbyerne fik vi nogle oplevelser,
som man på ingen måde kan læse sig til i en bog. Bo i en lerhytte, og
hjælp til med at hente vand, lave mad, gøre rent og arbejde i marken.
Men mest af alt lære hvad det vil sige, at være ghaneser og leve et
liv uden elektricitet, underholdningstilbud og uden stress og jag. Mange
af os kom med en forestilling om at et så fattigt og primitivt liv måtte
være noget trist. Tænk at skulle hente vand i en brønd hver dag og
sove på gulvet i en lerhytte. Eller aldrig at komme i biografen eller
at gå på Cafe med vennerne. Tænk ingen penge at have, og dermed ikke
at have nogen mulighed for at rejse, eller prøve nye ting. Det måtte være
lige til at tude og blive deprimeret over. Vi tog fejl. Alle var glade
og tilfredse med det de havde. Nogle havde måske en drøm om uddannelse
eller penge, men der var ikke nogen der brokkede sig eller var
ulykkelige over deres tilstand. Tværtimod blev det mere og mere klart
for os, hvor trist vores liv egentlig er. At vi lever i et samfund hvor
så mange er ensomme,stressede og deprimerede, fordi det hele mere og
mere handler om uddannelse, karriere og materielle goder, frem for
familie,venner og sammenhold. Selvom ugerne i landsbyerne til tider
kunne være hårde og give lidt hjemve, blev vi alle tæt knyttede til
vores familier, og det var svært at tage afsked med dem. For mig var vores
tid i CLIP en af de største oplevelser. Jeg tænker ofte tilbage på
den morgen, hvor en af de ældste mænd fra landsbyen, pludselig stod
uden for vores telt, og dansede rundt som en klovn. Vi undrede os lidt
over at den høje, magre sorte mand, pludselig opførte sig så tosset.
Men da han begyndte at synge Kum,Kum forstod vi at der var fundet vand i
den brønd, de var ved at springe. Kvinderne løb ud med baljer og
krukker så de kunne få dem fyldt op. Nogle begyndte at vaske tøj,
mens andre bare pladskede rundt i det friske vand. Den glæde og
begejstring var helt ubeskrivelig. Da vi den 2. februar
igen landede på dansk jord, var vores tasker fyldt op med træfigure,stof,trommer
og en masse andet fra det ghanesiske marked. Vores hoveder var ved at
blive sprængt med oplevelser, som vi glædede os til at fortælle vores
familie og venner om, og frustrationen over at være tilbage i et
samfund hvor det vigtigste i den politiske debat syntes så ligegyldigt,
sammenlignet med at der er mennesker, som mangler både mad og vand,
meldte sig også hurtigt efter hjemkomsten. De sidste 12 uger på
Silkeborg Højskole har vi brugt på, at holde foredrag på
folkeskoler,efterskoler og gymnasier rundt om i landet. Det har været
spændende og lærerigt at fortælle andre om vores rejse. Sammentidigt
har det også været en god måde at få lov at tale om de ting, som er
blevet så vigtige for os. Er emnet U-landsbistand, landbrugstøtte
eller toldmure, har vi svært ved at stoppe igen, når
først vi er gået i gang. Men ikke mindst har det været vigtigt
for os at fortælle om, den glade,gæstfrie ghaneser og hans udbytte af
dansk hjælpearbejde. For to uger siden
ankom Khadijatu fra Ghana til Silkeborg Højskole. Hun skal bo hos os i
godt en måned, og lære hvad det vil sige at være dansker, og bo i et
vestligt land. Det har været spændende at se hendes oplevelse af os og
vores kultur. Khadijatu har medvirket i vores foredrag, og eleverne har
haft en masse spørgsmål til hende om hendes liv, Ghana og hendes syn på
Danmark. Flere har ment at hun må opleve Danmark som at komme i
himmelen. Her har hun rigeligt med mad og vand,en seng, bad og
toilet,masser af muligheder og kan leve et meget rigere liv. Dette er
heldigvis ikke Kadijatus egen opfattelse. Nok synes hun at det er spændende
og lærerigt at være i Danmark, men hun glæder sig allerede meget, til
at komme tilbage til landsbyen, hendes familie og hendes kultur. Den 17 maj er vores
højskoleophold slut, og vi skal alle i gang med atter at arbejde og
uddanne os rundt om landet. De sidste 9 måneder har været en kæmpe
stor oplevelse som vi helt sikkert vil fortælle om resten af vores liv.
Og hvem ved, måske ses vi igen engang ude på savannen, vi har i hvert
fald alle lyst til at besøge vores nye venner i Ghana igen.
Elev
på Silkeborg Højskole
|
Højskoleholdet 2000/01 |
