Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Rejsebreve fra Ghana-holdet på Silkeborg Højskole

Mit eventyr i Ghana                     

Hvordan er et liv som ghaneser? Virker hjælpearbejde overhovedet? Kan man være lykkelig når man lever for under 1 us dollar om dagen? Vil det ikke bare være drømmen for en ghaneser at få et liv som os?  Det var nogle af de spørgsmål vi havde stillet os selv, inden vores afrejse til Ghana, den 15 november 2004. I 12 uger havde vi på Silkeborg Højskole beskæftiget os med Ghana, og den forestående rejse til landet. Vi lærte alt om at Ghana er et U-land, hvor man bor i lerhytter, man henter vand ved en brønd eller et vandhul, og de fleste mænd i Nordghana har mere end én kone. Derudover havde vi beskæftiget os en del med de politiske spørgsmål; Hvad er U-landsbistand,landbrugstøtte og toldmure og hvad er henholdsvis Danmark,EU og USAs holdning til disse begreber. Vi besøgte Danida i København og var med til et seminar hos GV i efteråret, hvor vi fik et større indblik i hvad programmerne School for Life og CLIP gik ud på. Al denne viden blandet med vores generelle forestilling om et U-land, gjorde os meget spændte og parate, til at springe ud i 12 uger på den anden side af jorden.

Rejsen var helt fantastisk. Lige fra dag ét blev vi budt velkommen af glade og smilende mennesker. Alle var parate til at hjælpe én og viste stor taknemelighed for vores besøg. I landsbyerne fik vi nogle oplevelser, som man på ingen måde kan læse sig til i en bog. Bo i en lerhytte, og hjælp til med at hente vand, lave mad, gøre rent og arbejde i marken. Men mest af alt lære hvad det vil sige, at være ghaneser og leve et liv uden elektricitet, underholdningstilbud og uden stress og jag. Mange af os kom med en forestilling om at et så fattigt og primitivt liv måtte være noget trist. Tænk at skulle hente vand i en brønd hver dag og sove på gulvet i en lerhytte. Eller aldrig at komme i biografen eller at gå på Cafe med vennerne. Tænk ingen penge at have, og dermed ikke at have nogen mulighed for at rejse, eller prøve nye ting. Det måtte være lige til at tude og blive deprimeret over. Vi tog fejl. Alle var glade og tilfredse med det de havde. Nogle havde måske en drøm om uddannelse eller penge, men der var ikke nogen der brokkede sig eller var ulykkelige over deres tilstand. Tværtimod blev det mere og mere klart for os, hvor trist vores liv egentlig er. At vi lever i et samfund hvor så mange er ensomme,stressede og deprimerede, fordi det hele mere og mere handler om uddannelse, karriere og materielle goder, frem for familie,venner og sammenhold. Selvom ugerne i landsbyerne til tider kunne være hårde og give lidt hjemve, blev vi alle tæt knyttede til vores familier, og det var svært at tage afsked med dem.

For mig var vores tid i CLIP en af de største oplevelser. Jeg tænker ofte tilbage på den morgen, hvor en af de ældste mænd fra landsbyen, pludselig stod uden for vores telt, og dansede rundt som en klovn. Vi undrede os lidt over at den høje, magre sorte mand, pludselig opførte sig så tosset. Men da han begyndte at synge Kum,Kum forstod vi at der var fundet vand i den brønd, de var ved at springe. Kvinderne løb ud med baljer og krukker så de kunne få dem fyldt op. Nogle begyndte at vaske tøj, mens andre bare pladskede rundt i det friske vand. Den glæde og begejstring var helt ubeskrivelig.

Da vi den 2. februar igen landede på dansk jord, var vores tasker fyldt op med træfigure,stof,trommer og en masse andet fra det ghanesiske marked. Vores hoveder var ved at blive sprængt med oplevelser, som vi glædede os til at fortælle vores familie og venner om, og frustrationen over at være tilbage i et samfund hvor det vigtigste i den politiske debat syntes så ligegyldigt, sammenlignet med at der er mennesker, som mangler både mad og vand, meldte sig også hurtigt efter hjemkomsten.

De sidste 12 uger på Silkeborg Højskole har vi brugt på, at holde foredrag på folkeskoler,efterskoler og gymnasier rundt om i landet. Det har været spændende og lærerigt at fortælle andre om vores rejse. Sammentidigt har det også været en god måde at få lov at tale om de ting, som er blevet så vigtige for os. Er emnet U-landsbistand, landbrugstøtte eller toldmure, har vi svært ved at stoppe igen, når  først vi er gået i gang. Men ikke mindst har det været vigtigt for os at fortælle om, den glade,gæstfrie ghaneser og hans udbytte af dansk hjælpearbejde.

For to uger siden ankom Khadijatu fra Ghana til Silkeborg Højskole. Hun skal bo hos os i godt en måned, og lære hvad det vil sige at være dansker, og bo i et vestligt land. Det har været spændende at se hendes oplevelse af os og vores kultur. Khadijatu har medvirket i vores foredrag, og eleverne har haft en masse spørgsmål til hende om hendes liv, Ghana og hendes syn på Danmark. Flere har ment at hun må opleve Danmark som at komme i himmelen. Her har hun rigeligt med mad og vand,en seng, bad og toilet,masser af muligheder og kan leve et meget rigere liv. Dette er heldigvis ikke Kadijatus egen opfattelse. Nok synes hun at det er spændende og lærerigt at være i Danmark, men hun glæder sig allerede meget, til at komme tilbage til landsbyen, hendes familie og hendes kultur.

Den 17 maj er vores højskoleophold slut, og vi skal alle i gang med atter at arbejde og uddanne os rundt om landet. De sidste 9 måneder har været en kæmpe stor oplevelse som vi helt sikkert vil fortælle om resten af vores liv. Og hvem ved, måske ses vi igen engang ude på savannen, vi har i hvert fald alle lyst til at besøge vores nye venner i Ghana igen. 

                                                                                               Maria Rützou

Elev på Silkeborg Højskole

 

 



Læs mere om:
Trekant  Silkeborg Højskoles rejsehold til Ghana

Trekant  Højskoleholdet 2002/03 1.  rejsebrev, november 2002

Højskoleholdet 2000/01

Trekant  2. rejsebrev, december 2000