Rejsebrev nr. 1, november 2002
GDCP
– Dalun, Ghana d. 25/11 - 2002
Kære
venner!
”Amaaraba” betyder ”velkommen” på lokalsproget Dagbani.
Velkomne er så sandelig hvad vi, 12 elever og en lærer fra Silkeborg
højskole føler os her i Dagbon-distriktet i det nordlige Ghana, hvor
vi skal være de næste tre måneder.
Efter en lang flyvetur, med et kort stop i Frankfurt, landede vi lørdag
aften (d. 16/11) i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, hvor vi havde et døgns
transit. Det var lidt af en opgave at komme igennem paskontrollen, men
efter en del fumlen og snakken blev vi til sidst lukket igennem. En
flok afrikanere lod til at have lidt bedre styr på hvordan man kommer
igennem en sådan kontrol. Efter, meget åbentlyst, at have bestukket
et par lufthavnsbetjente blev de smertefrit lukket igennem den snævre
paskontrol.
Addis Ababa er en livlig storby hvor geder og hyrder færdes imellem
den tætte trafik. Hurtigt blev den åbenlyse mentalitetsforskel meget
tydelig. Blandt andet så vi et vejskilt hvor der stod ”Drive
carefully. Child
work ahead.”
Søndag
morgen var der arrangeret rundvisning i byen. På nationalmuseet så
vi ”Lucy” – verdens ældste menneske. Ja, hun er død for
mange mange tusinde år siden. Lucy var meget lille. Rundviseren på
museet var dog helt absurd lille.
Sent om aftenen søndag måtte vi på den igen. Flyveturen til Ghana
forløb ganske roligt og planmæssigt. Efter endnu et kort stop i
lufthavnen i Nigeria, Lagos, ankom vi tidligt mandag morgen til Ghanas
hovedstad Accra.
I
Accra blev vi hentet af en minibus, som skulle køre os den lange tur
til Dalun helt oppe i Nordghana. Turen var smertefuld, varm, støvet
og alt muligt. 13 timer i en lille bitte bus uden plads til benene og
på veje, som kun delvist er asfalteret. Imellem Ghanas to største
byer, Accra og Kumasi, er hovedvejen vildt hullet. Det er ufatteligt
for vesterlændinge som os, at den mest befærdede vej i Ghana er
ringere end Danmarks mindst befærdede vej – motorvejen til Hjørring.
Undervejs fik vi dog spist en masse frugt. Igennem den åbne rude i
bussen købte vi ca. 30 bananer og 15 appelsiner for 15.000 Cedis,
svarende til 15 kr.
Kl. 22 ankom vi langt om længe til Tamale, som er den største by i
Nordghana. I Nordghana er der udgangsforbud efter kl. 22 på grund af
kongemordet, som fandt sted i marts måned. Vi blev stoppet af militærpolitiet,
som ikke ville lade os køre videre men beordrede os til at finde det
nærmeste hotel. Vores chauffør fik dog efter nogen tid overtalt en
af soldaterne til at eskortere os den resterende times kørsel til
Dalun. Bussen til Dalun, på vaskebræt og med rysterat, er helt vild.
Man kan næsten ikke forestille sig hvor elendig den vej er. Hvis vi
ikke havde ondt i ”møllen”(måsen) før, så havde vi det
ihvertfald efter det sidste stræk fra Tamale til Dalun. Det er ikke
store huller i vejen der gør turen hård. Det er små riller i den røde
grusvej, som Leif Rasmussen meget rammende har kaldt ”vaskebræt”
i sin sang, ”Bussen til Dalun”. Men endelig nåede vi, sent mandag
aften, frem efter næsten 3 døgns rejse. Vi blev indkvarteret i
GDCP-centrets hostel, som består af små hyggelige værelser med blæser
i loftet og myggenet for vinduerne.
Tirsdag formiddag var det så tid til det ceremonielle møde med høvdingen
i landsbyen Dalun. Centret, hvor vi bor, ligger ca. en halv kilometer
fra landsbyen. I landsbyen mødte vi først høvdingens talsmand. Han
viste os vej til høvdingen Dalun-Lana, som sad i sin stol i træets
skygge. Vi tog sandaler og sko af og bukkede alle respektfuldt for høvdingen.
Høvdingens talsmand bød os, på vegne af høvdingen, velkommen og vi
smagte på den bitre colanød. Høvdingen spurgte mange gange og meget
nysgerrigt til Danmark og virkede meget interesseret i forløbet af
vores rejse.
Efter den storslåede ceremoni gik vi forbi den lokale skole på
hjemvejen. Børnene jublede hver gang et kamera udløste blitzen som
tegn på at børnene nu var blevet fotograferede. Børn helt ned i 5-6
års alderen talte flot engelsk og ville mægtigt gerne hilse og røre
vores lyse hud.
Efter en tiltrængt siesta drønede vi atter ad den humpende vej til
Tamale. I Tamale hilste vi på en flok af den afdøde konges mange
koner. Ca. 20 ud af i alt 45 var til stede, de sørger stadig over
deres afdøde mand, men havde alligevel overskud til at hilse på
gruppen fra Silkeborg Højskole. Det var en stor oplevelse at møde 20
dronninger på een gang!
De sidste par dage her på centret er gået med at få undervisning i
Dagbani og en masse information om de tre projekter ”School for
Life, GDCP og CLIP” som vi skal tage del i. Fredag besøgte vi så de
tre landsbyer vi skal bo i fra onsdag og 3 uger frem. Langa hvor Arne,
Anne R., Trine og Ida skal bo er en stor muslimsk landsby. Bihinaaili
hvor Martin, Anne Aa, Cecilie og Christina skal bo, er en lille
landsby uden vandboring og endelig Moglaa hvor Stina, Signe, Lena og
Ole skal bo. Moglaa er den eneste landsby hvor folk primært er
kristne, dog er høvdingen og ca. halvdelen af byen muslimsk. Alle glæder
sig utrolig meget til mødet med de lokale traditioner. Knap så meget
glæder vi os til mødet med de bakterier, som dog allerede har
angrebet flere maver.
Her på centeret er der tudser overalt
men de har dog en helt speciel forkærlighed for at opholde sig
på de kølige toiletter. Det er altid hyggeligt at sidde på potten
og diskuttere verdenssituationen med en sådan. Desuden æder de
diverse insekter og dem kan vi ikke lide!
Vi har også brugt en del tid i den store by Tamale, hvor vi
allerede har fundet en lille stam-bar. En lille hjørnecafe ”Point
7”, hvor en iskold cola, koster 2 kr. De lokale øl er også ganske
gode. Det store marked er en stor oplevelse. Her kan man købe alt!
Lige fra diverse madvarer, stof, sko til Netto-poser!!! Lugten og
lydene er meget specielle og markedet dirrer konstant af liv. Lugten
omkring kødboderne kan dog være kvalmende.
Igår følte vi os imidlertid nødsaget til at forkæle os selv en
smule. Oven på de mange oplevelser tog vi ud til en swimmingpool i
Tamale, hvor vi rigtig hyggede, drak flere kolde colaer og solbadede.
Ellers går livet sin stille gang. Vi har fundet os godt til rette og
er efterhånden begyndt at nyde den høje temperatur som i
middagsheden svinger imellem 35-40 grader, når det er varmest. Om
natten bliver det sjældent koldere en 25 grader, men en mild brise
hen på aftenen gør, at det faktisk er ganske behageligt. Især hvis
man giver sig selv et øjeblik til at tænke på efterårskulden
hjemme i Danmark. Om aftenen hygger vi os med lidt guitarspil og vi
leger ”morder” i vildskab!
Det ville dog være løgn at påstå, at der ikke er en række ting
som vi savner ved lille Danmark. Vi alle savner mælk, rugbrød og
vaskemaskiner.
Mange kærlige hilsner og varme tanker fra
Maren, Anne Aa, Anne R., Arne, Cecilie, Martin, Signe, Stina, Lena,
Christina, Trine, Ida, og Ole.
Ghanaholdet 2002, Silkeborg højskole
|
Læs mere om:
 Silkeborg
Højskoles rejsehold til Ghana
Rejsebreve fra Højskoleholdet 2000/01
Rejsebrev
december 2000
Rejsebrev
januar 2001
Gruppen indleder opholdet i Ghana med et introduktionsprogram
på GDCP projektets center i Dalun.
|
