Forside

GV
GDCP
SfL
CLIP
Information
Aktiviteter
Medlemsservice

Rejsebreve fra Ghana-holdet på Silkeborg Højskole

Rejsebrev nr. 1, november 2002

GDCP – Dalun, Ghana d. 25/11 - 2002
Kære venner!

”Amaaraba” betyder ”velkommen” på lokalsproget Dagbani. Velkomne er så sandelig hvad vi, 12 elever og en lærer fra Silkeborg højskole føler os her i Dagbon-distriktet i det nordlige Ghana, hvor vi skal være de næste tre måneder.

Efter en lang flyvetur, med et kort stop i Frankfurt, landede vi lørdag aften (d. 16/11) i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, hvor vi havde et døgns transit. Det var lidt af en opgave at komme igennem paskontrollen, men efter en del fumlen og snakken blev vi til sidst lukket igennem. En flok afrikanere lod til at have lidt bedre styr på hvordan man kommer igennem en sådan kontrol. Efter, meget åbentlyst, at have bestukket et par lufthavnsbetjente blev de smertefrit lukket igennem den snævre paskontrol.

Addis Ababa er en livlig storby hvor geder og hyrder færdes imellem den tætte trafik. Hurtigt blev den åbenlyse mentalitetsforskel meget tydelig. Blandt andet så vi et vejskilt hvor der stod ”Drive carefully.
Child work ahead.”
Søndag morgen var der arrangeret rundvisning i byen. På nationalmuseet så vi  ”Lucy” – verdens ældste menneske. Ja, hun er død for mange mange tusinde år siden. Lucy var meget lille. Rundviseren på museet var dog helt absurd lille.
Sent om aftenen søndag måtte vi på den igen. Flyveturen til Ghana forløb ganske roligt og planmæssigt. Efter endnu et kort stop i lufthavnen i Nigeria, Lagos, ankom vi tidligt mandag morgen til Ghanas hovedstad Accra.
 I Accra blev vi hentet af en minibus, som skulle køre os den lange tur til Dalun helt oppe i Nordghana. Turen var smertefuld, varm, støvet og alt muligt. 13 timer i en lille bitte bus uden plads til benene og på veje, som kun delvist er asfalteret. Imellem Ghanas to største byer, Accra og Kumasi, er hovedvejen vildt hullet. Det er ufatteligt for vesterlændinge som os, at den mest befærdede vej i Ghana er ringere end Danmarks mindst befærdede vej – motorvejen til Hjørring. Undervejs fik vi dog spist en masse frugt. Igennem den åbne rude i bussen købte vi ca. 30 bananer og 15 appelsiner for 15.000 Cedis, svarende til 15 kr.
Kl. 22 ankom vi langt om længe til Tamale, som er den største by i Nordghana. I Nordghana er der udgangsforbud efter kl. 22 på grund af kongemordet, som fandt sted i marts måned. Vi blev stoppet af militærpolitiet, som ikke ville lade os køre videre men beordrede os til at finde det nærmeste hotel. Vores chauffør fik dog efter nogen tid overtalt en af soldaterne til at eskortere os den resterende times kørsel til Dalun. Bussen til Dalun, på vaskebræt og med rysterat, er helt vild. Man kan næsten ikke forestille sig hvor elendig den vej er. Hvis vi ikke havde ondt i ”møllen”(måsen) før, så havde vi det ihvertfald efter det sidste stræk fra Tamale til Dalun. Det er ikke store huller i vejen der gør turen hård. Det er små riller i den røde grusvej, som Leif Rasmussen meget rammende har kaldt ”vaskebræt” i sin sang, ”Bussen til Dalun”. Men endelig nåede vi, sent mandag aften, frem efter næsten 3 døgns rejse. Vi blev indkvarteret i GDCP-centrets hostel, som består af små hyggelige værelser med blæser i loftet og myggenet for vinduerne.

Tirsdag formiddag var det så tid til det ceremonielle møde med høvdingen i landsbyen Dalun. Centret, hvor vi bor, ligger ca. en halv kilometer fra landsbyen. I landsbyen mødte vi først høvdingens talsmand. Han viste os vej til høvdingen Dalun-Lana, som sad i sin stol i træets skygge. Vi tog sandaler og sko af og bukkede alle respektfuldt for høvdingen. Høvdingens talsmand bød os, på vegne af høvdingen, velkommen og vi smagte på den bitre colanød. Høvdingen spurgte mange gange og meget nysgerrigt til Danmark og virkede meget interesseret i forløbet af vores rejse.
Efter den storslåede ceremoni gik vi forbi den lokale skole på hjemvejen. Børnene jublede hver gang et kamera udløste blitzen som tegn på at børnene nu var blevet fotograferede. Børn helt ned i 5-6 års alderen talte flot engelsk og ville mægtigt gerne hilse og røre vores lyse hud.

Efter en tiltrængt siesta drønede vi atter ad den humpende vej til Tamale. I Tamale hilste vi på en flok af den afdøde konges mange koner. Ca. 20 ud af i alt 45 var til stede, de sørger stadig over deres afdøde mand, men havde alligevel overskud til at hilse på gruppen fra Silkeborg Højskole. Det var en stor oplevelse at møde 20 dronninger på een gang!

De sidste par dage her på centret er gået med at få undervisning i Dagbani og en masse information om de tre projekter ”School for Life, GDCP og CLIP” som vi skal tage del i. Fredag besøgte vi så de tre landsbyer vi skal bo i fra onsdag og 3 uger frem. Langa hvor Arne, Anne R., Trine og Ida skal bo er en stor muslimsk landsby. Bihinaaili hvor Martin, Anne Aa, Cecilie og Christina skal bo, er en lille landsby uden vandboring og endelig Moglaa hvor Stina, Signe, Lena og Ole skal bo. Moglaa er den eneste landsby hvor folk primært er kristne, dog er høvdingen og ca. halvdelen af byen muslimsk. Alle glæder sig utrolig meget til mødet med de lokale traditioner. Knap så meget glæder vi os til mødet med de bakterier, som dog allerede har angrebet flere maver.
Her på centeret er der tudser overalt  men de har dog en helt speciel forkærlighed for at opholde sig på de kølige toiletter. Det er altid hyggeligt at sidde på potten og diskuttere verdenssituationen med en sådan. Desuden æder de diverse insekter og dem kan vi ikke lide! 
 
Vi har også brugt en del tid i den store by Tamale, hvor vi allerede har fundet en lille stam-bar. En lille hjørnecafe ”Point 7”, hvor en iskold cola, koster 2 kr. De lokale øl er også ganske gode. Det store marked er en stor oplevelse. Her kan man købe alt! Lige fra diverse madvarer, stof, sko til Netto-poser!!! Lugten og lydene er meget specielle og markedet dirrer konstant af liv. Lugten omkring kødboderne kan dog være kvalmende.
Igår følte vi os imidlertid nødsaget til at forkæle os selv en smule. Oven på de mange oplevelser tog vi ud til en swimmingpool i Tamale, hvor vi rigtig hyggede, drak flere kolde colaer og solbadede.

Ellers går livet sin stille gang. Vi har fundet os godt til rette og er efterhånden begyndt at nyde den høje temperatur som i middagsheden svinger imellem 35-40 grader, når det er varmest. Om natten bliver det sjældent koldere en 25 grader, men en mild brise hen på aftenen gør, at det faktisk er ganske behageligt. Især hvis man giver sig selv et øjeblik til at tænke på efterårskulden hjemme i Danmark. Om aftenen hygger vi os med lidt guitarspil og vi leger ”morder” i vildskab!

Det ville dog være løgn at påstå, at der ikke er en række ting som vi savner ved lille Danmark. Vi alle savner mælk, rugbrød og vaskemaskiner.

Mange kærlige hilsner og varme tanker fra

Maren, Anne Aa, Anne R., Arne, Cecilie, Martin, Signe, Stina, Lena, Christina, Trine, Ida, og Ole.
Ghanaholdet 2002, Silkeborg højskole



Læs mere om:
Trekant  Silkeborg Højskoles rejsehold til Ghana

Rejsebreve fra Højskoleholdet 2000/01

Trekant  Rejsebrev december 2000

Trekant  Rejsebrev januar 2001


Station

Gruppen indleder opholdet i Ghana med et introduktionsprogram på GDCP projektets center i Dalun.