Rejsebrev nr. 4, januar 2003
Martin i Bihi Naa Yili
Jeg var havnet i den mindste af de tre landsbyer. Denne gik under navnet Bihi
Naa Yili, der betyder noget i retning af ”Boernenes Hoevdings
Hus”. Ikke mange af byens boern gik i skole, og kun 2 af de godt 500
indbyggere talte noget, der lignede engelsk.
Da jeg ankom blev jeg indkvarteret i en lille compound, hvor familien kun
bestod af 1 mand, 2 koner, 5 boern (3 drenge & 2 piger) og en
bedstemor. Ingen af dem forstod et ord engelsk, og jeg foelte straks
panikken brede sig. ”Du godeste, hvordan skal dette dog nogensinde
gaa godt?”, mumlede jeg for mig selv, mens jeg fulgte efter dem ind
paa kornkammeret, hvor de havde forberedt et leje til mig – lige ved
siden af en ordentlig stabel majs.
Jeg havde aldrig foelt mig saerligt god til ”Gaet og Grimasser”, og
tanken om tre uger i mimikkens verden virkede ret uoverskuelig for mig.
Jeg troestede mig dog med, at det nok ogsaa virkede saadan paa de
andre hoejskoleelever, og at alting selvfoelgelig var meget nyt og
forvirrende i starten. Saaledes med ro i sindet og et optimistisk smil
paa laeben gik jeg familien, aftensmaaltidet og mit naeste chock i
moede...
”Ku-ku”, sagde de og pegede paa den skaal med vaelling, der blev
praesenteret for mig. ”Oh, yes!”, taenkte jeg i mit stille sind,
da jeg satte mig ned med det, jeg kunne forstaa var min aftensmad.
”Det bliver saa fedt, det her! Jeg sidder i troperne hos de lokale
sorte og spiser eksotisk mad. Det her, det er lige, hvad jeg har
droemt om!” Et skaar af tvivl meldte sig dog straks, da jeg kiggede
naermere paa skaalens indhold. Indholdet var tyktflydende og lunt, men
farven var graa-lilla, og rundt omkring skimtedes smaa hvide klumper
af et eller andet saert snask. Jeg kastede et stjaalent blik over paa
familien. Dette var tydeligvis det eneste, der var paa menuen i aften,
og de spiste alle livligt af deres portioner.
”Naa, hva!”, taenkte jeg og skovlede en stor skefuld ind i munden.
Sekundet efter stivnede mine ansigtstraek. Hvis ikke associationen til
braek havde strejfet mine tanker foer, saa kom den nu til fulde, hvor
jeg smagte paa indholdet. Det havde en staerk, pebret smag, men mest
gennemtraengende af alt var den meget sure eftersmag, der bedst lader
sig sammenligne med mavesyre. Jeg foelte straks min hals snoerre sig
sammen og smagsloegene skrige i smerte. Trangen til at spytte det ud
igen var naesten overvaeldende, men i sidste ende fik min gode
opdragelse kontrol over mig, og jeg slugte foerst en, saa to, saa tre
skefulde. Samtidig fremstammede jeg et svagt ”mm-m” i retning af
mine vaerter.
Jeg haabede inderligt, at de naeste maaltider ville vaere mere velsmagende,
men ulykkeligvis udviste min familie ringe forstaaelse for vaerdien af
en varieret kostsammensaetning. Ikke alene var der det samme paa
menuen hver aften under mit 3-ugers ophold, men derudover blev jeg
ogsaa praesenteret for de kolde rester til morgenmad. Som tiden skred
frem kom en jaevnt stigende del af min daglige energi fra kiks –
spist i smug. Min integrering i den lokale koekkenkultur var helt og
aldeles slaaet fejl....
Paa et andet omraade bragte landsbyopholdet mig dog en meget positiv
oplevelse. Jeg foelte mig frustreret over ikke at kunne tale med min
vaertsfamilie, idet de kun forstod dagbani.
Derfor tog jeg en dag min A4-blok frem og gav mig til at tegne. Straks
havde jeg boernenes opmaerksomhed, og da de saa, at jeg tegnede en
hund, udbroed de hoejlydt ”Bah, Bah!” og pegede ivrigt paa
tegningen. Jeg svarede ”Yes, a dog. DOG”. Forsigtigt proevede vi
hinandens ord. Jeg sagde ”Bah”, og de sagde ”Dog”, hvorefter
vi alle kiggede paa hinanden og broed ud i latter. Jeg foelte det som
en kaempe sejr indeni og gav mig straks til at tegne en kat. ”Djankuno!”,
loed det straks fra den mindste af pigerne, og jeg skyndte mig at
svare ”Cat!”. Jeg proevede at skrive deres ord ned, men maatte
noejes med lydskrift, da ingen af dem kunne laese eller skrive.
Dernaest forsoegte jeg mig med en ged (bwa), en abe (djanga) og en
lampe (kania), og foer jeg vidste af det, var timerne floejet af sted.
Om aftenen laa jeg paa gaardspladsen og tegnede i skaeret fra en
olielampe, imens hele familien sad omkring mig og fulgte opmarksomt,
om end hoejlydt, med. Undervejs gjorde vi pauser og proevede hinandens
hukommelser med de forrige tegninger, hvilket var ganske underholdende.
Paa denne maade fik vi mange af aftenerne til at gaa, og kommunikationen
blev bedre og bedre imellem os, efterhaanden som vi laerte flere og
flere af hinandens ord. Havde jeg haft laengere tid i landsbyen, er
jeg ikke i tvivl om, at jeg paa denne maade kunne have laert at tale
dagbani – og min vaertsfamilie at tale engelsk. Dette staar for mig
som den allerbedste erfaring fra opholdet.
|
Læs mere om:
Silkeborg
Højskoles rejsehold til Ghana
Rejsebreve fra Højskoleholdet 2000/01
Rejsebrev
december 2000
Rejsebrev
januar 2001
Gruppen indleder opholdet i Ghana med et introduktionsprogram
på GDCP projektets center i Dalun.
|