Rejsebreve fra Ghana-holdet på Silkeborg Højskole

Rejsebrev nr. 4, januar 2003

Martin i Bihi Naa Yili

Jeg var havnet i den mindste af de tre landsbyer. Denne gik under navnet Bihi Naa Yili, der betyder noget i retning af ”Boernenes Hoevdings Hus”. Ikke mange af byens boern gik i skole, og kun 2 af de godt 500 indbyggere talte noget, der lignede engelsk.

Da jeg ankom blev jeg indkvarteret i en lille compound, hvor familien kun bestod af 1 mand, 2 koner, 5 boern (3 drenge & 2 piger) og en bedstemor. Ingen af dem forstod et ord engelsk, og jeg foelte straks panikken brede sig. ”Du godeste, hvordan skal dette dog nogensinde gaa godt?”, mumlede jeg for mig selv, mens jeg fulgte efter dem ind paa kornkammeret, hvor de havde forberedt et leje til mig – lige ved siden af en ordentlig stabel majs.

Jeg havde aldrig foelt mig saerligt god til ”Gaet og Grimasser”, og tanken om tre uger i mimikkens verden virkede ret uoverskuelig for mig. Jeg troestede mig dog med, at det nok ogsaa virkede saadan paa de andre hoejskoleelever, og at alting selvfoelgelig var meget nyt og forvirrende i starten. Saaledes med ro i sindet og et optimistisk smil paa laeben gik jeg familien, aftensmaaltidet og mit naeste chock i moede...

”Ku-ku”, sagde de og pegede paa den skaal med vaelling, der blev praesenteret for mig. ”Oh, yes!”, taenkte jeg i mit stille sind, da jeg satte mig ned med det, jeg kunne forstaa var min aftensmad. ”Det bliver saa fedt, det her! Jeg sidder i troperne hos de lokale sorte og spiser eksotisk mad. Det her, det er lige, hvad jeg har droemt om!” Et skaar af tvivl meldte sig dog straks, da jeg kiggede naermere paa skaalens indhold. Indholdet var tyktflydende og lunt, men farven var graa-lilla, og rundt omkring skimtedes smaa hvide klumper af et eller andet saert snask. Jeg kastede et stjaalent blik over paa familien. Dette var tydeligvis det eneste, der var paa menuen i aften, og de spiste alle livligt af deres portioner.

”Naa, hva!”, taenkte jeg og skovlede en stor skefuld ind i munden. Sekundet efter stivnede mine ansigtstraek. Hvis ikke associationen til braek havde strejfet mine tanker foer, saa kom den nu til fulde, hvor jeg smagte paa indholdet. Det havde en staerk, pebret smag, men mest gennemtraengende af alt var den meget sure eftersmag, der bedst lader sig sammenligne med mavesyre. Jeg foelte straks min hals snoerre sig sammen og smagsloegene skrige i smerte. Trangen til at spytte det ud igen var naesten overvaeldende, men i sidste ende fik min gode opdragelse kontrol over mig, og jeg slugte foerst en, saa to, saa tre skefulde. Samtidig fremstammede jeg et svagt ”mm-m” i retning af mine vaerter.

Jeg haabede inderligt, at de naeste maaltider ville vaere mere velsmagende, men ulykkeligvis udviste min familie ringe forstaaelse for vaerdien af en varieret kostsammensaetning. Ikke alene var der det samme paa menuen hver aften under mit 3-ugers ophold, men derudover blev jeg ogsaa praesenteret for de kolde rester til morgenmad. Som tiden skred frem kom en jaevnt stigende del af min daglige energi fra kiks – spist i smug. Min integrering i den lokale koekkenkultur var helt og aldeles slaaet fejl....

Paa et andet omraade bragte landsbyopholdet mig dog en meget positiv oplevelse. Jeg foelte mig frustreret over ikke at kunne tale med min vaertsfamilie, idet de kun forstod dagbani. Derfor tog jeg en dag min A4-blok frem og gav mig til at tegne. Straks havde jeg boernenes opmaerksomhed, og da de saa, at jeg tegnede en hund, udbroed de hoejlydt ”Bah, Bah!” og pegede ivrigt paa tegningen. Jeg svarede ”Yes, a dog. DOG”. Forsigtigt proevede vi hinandens ord. Jeg sagde ”Bah”, og de sagde ”Dog”, hvorefter vi alle kiggede paa hinanden og broed ud i latter. Jeg foelte det som en kaempe sejr indeni og gav mig straks til at tegne en kat. ”Djankuno!”, loed det straks fra den mindste af pigerne, og jeg skyndte mig at svare ”Cat!”. Jeg proevede at skrive deres ord ned, men maatte noejes med lydskrift, da ingen af dem kunne laese eller skrive. Dernaest forsoegte jeg mig med en ged (bwa), en abe (djanga) og en lampe (kania), og foer jeg vidste af det, var timerne floejet af sted. Om aftenen laa jeg paa gaardspladsen og tegnede i skaeret fra en olielampe, imens hele familien sad omkring mig og fulgte opmarksomt, om end hoejlydt, med. Undervejs gjorde vi pauser og proevede hinandens hukommelser med de forrige tegninger, hvilket var ganske underholdende.

Læs mere om:
  Silkeborg Højskoles rejsehold til Ghana

Rejsebreve fra Højskoleholdet 2000/01

  Rejsebrev december 2000

  Rejsebrev januar 2001

Gruppen indleder opholdet i Ghana med et introduktionsprogram på GDCP projektets center i Dalun.