Baggrund og Historie

 

GDCP (Ghanaian Danish Community Programme) startede i 1984 i Tolon/Kumbungu distriktet, om er et af de 7 distrikter, der udgør Dagbon, et lille kongedømme i Nordghana. Fra at være et lille program, som kun arbejdede i fire landsbyer med en dansker ansat, som cyklede rundt til landsbyerne og hjalp folk med at få deres ideer ført ud i livet, er det nu et stort program med mange forskellige aktiviteter og udelukkende ghanesere ansat. Der er kun ansat een dansker, en venskabskoordinator (Liaison coordinator), der som del af ledelsen er med i programudviklingen og er bindeled til GV. Hjælp-til-selv-hjælp tanken er bærende i hele projektet, både inden for landsby udvikling, undervisning, långivning og radio udsendelserne. Projektet er også baseret på venskabstanken.

Nogle mennesker fra Silkeborg, Glamsbjerg, Ølgod og Maribo besluttede sig i 1979 for at indgå i et anderledes udviklingsarbejde i Ghana, som skulle baseres på venskabsforbindelser og de lokale ønsker og behov, inspireret af Dr. med. Johannes Holm, som havde knyttet kontakt med Dr. Abubakr Al-Hassan, der havde studeret arkitektur i Danmark.

Det var Johannes Holms ide, da Ghana Venskabsgruperne startede, at venskaber mellem en nord og en syd venskabsby skulle være det bærende princip. De første landsbyer blev udvalgt efter at en dansk GV delegation havde været i området. Dette blev starten på GDCP.