Handel og udvikling - to sider af samme mønt

Velstand og udvikling hænger sammen med handel, både lokalt og internationalt. Foto: Lars Aarø.

Jeg er en ghaneser, der bor i Danmark. Jeg har fulgt udviklingsprojekter på nærmeste hold siden jeg var barn, og har været udviklings aktivist både i Ghana, mit hjemland, og her i Danmark.

Handel forblev på sidelinjen
Jeg har fulgt debatten i de danske medier, da den socialdemokratisk ledede regering fusionerede ministerierne for udvikling og handel. Efter min mening har dette været savnet længe - men bedre sent end aldrig. For mig er handel og udvikling to sider af samme mønt, og hver side udgør en væsentlig del af helheden. Det undrer mig meget, at centrale udviklingseksperter og -aktører fra NGO miljøet har hævet protest flaget imod dette visionære paradigmeskift.

Jeg kunne ikke være mere enig med ministeren for handel og udvikling (Mogens Jensen), da han gennem U-landsnyt.dk erklærede at mennesker, der fortsat tænker udvikling og handel som separate enheder fastholder et gammeldags og forældet syn på udviklingspolitikken. Han har helt ret, da intet samfund i verden har udviklet og udryddet fattigdommen udenfor krydsfeltet handel -udvikling. Dette er ikke sagt for at underminere civilsamfundets rolle i såvel fortalervirksomhed, fremme af rettigheder og god regeringsførelse.

Selvom handel de facto har været central i dansk praksis, er det ikke noget man har talt så meget om, idet de bløde værdier stjal billedet. Trods en stor udviklings indsats – også i Ghana - er mange mennesker forblevet ekstremt fattige. Måske er det sket, netop fordi indsatsen har fokuseret ensidigt på den ene side af mønten og udeladt den anden side, handelen, hvor Afrikas middelklasse og den private sektor befinder sig.

Uden handel ingen udvikling
At fusionere ministerierne er mere innovativt og relevant end de ideologiske positioner som tidligere ministre Søren Pind og Friis Bach indtog. Pind snakkede om ”frihed” og Friis Bach om ”rettigheder”. Disse to begreber giver i virkeligheden først mening, når de ses i lyset af folks velfærd og trivsel. Og med købekraft som fællesnævner. Frihed og menneskerettigheder er universelle principper, der giver mening, når retten til mad, retten til husly og basale serviceydelser opfyldt.

Udvikling er intet mindre end evnen til at spise, klæde sig og leve på en værdig måde, der definerer den enkeltes eksistens som menneske. Har NGO-miljøet i Danmark glemt den simple regel "uden handel, ingen udvikling"? Jeg vil henlede opmærksomheden på tre vigtige erfaringer.

Marshall-hjælpen
Mit første argument hviler på en "nyere" historisk refleksion. Hvorfor lykkedes Marshall-hjælpen, den amerikanske støtteordning efter Anden Verdenskrig? Tre grunde var uløseligt relevante dengang.

Først det faktum, at Europa havde funktionsdygtige statsapparater. Det gjorde en enorm forskel - myndigheder er vigtige. De tilgængelige strukturer kunne nyttiggøre støtten og parallelle strukturer blev undgået.

Det var også vigtigt at have nok midler til at udvikle og gennemføre lokal politik. Politik giver mening, når der er nok ressourcer og når planer kan gennemføres effektivt.

Den sidste og hvad jeg opfatter som den mest betydningsfulde faktor, der sikrede succes for Marshall-hjælpen, var udviklingen af frihandel. Handel og investeringer lagde grunden for genetableringen af industrier, udbud og efterspørgsel steg, og resulterede i økonomiske vækst og velstand. Europa kunne handle sig vej ud af fattigdommen - de havde ressourcer og fik adgang til markeder hjemme og rundt i verden, også i USA.

Desværre er denne erfaring ikke anvendt så meget, når man tænker udvikling i tredje verden. Historien skal vi lære af. Det er derfor vigtigt, at de politiske beslutningstagere og aktører fortsætter med at reflektere over, hvad der virkede; hvorfor det virkede, hvad ikke, og hvorfor det ikke virkede. Ikke mindst i disse tider hvor udviklingsbistand hele tiden udsættes for evalueringer og skal bidrage til ”bedste praksis”.

Marshall-hjælpen er en arv og en milepæl, der burde have stor betydning for og burde kunne vejlede bistandspolitikken – men desværre ikke engang USA anvender denne geniale tommelfingerregel. Det blinde øje til Marshall-hjælpens udviklingstankegang er akilleshælen i moderne udviklingspolitik.

Sammenlægningen af ​​det danske ministerium for udvikling og handel er både rettidig og passende.

Den afrikanske middelklasse

Det andet spørgsmål er, hvorfor middelklassen i Afrika er voksende? Sandelig ikke på grund af ulandshjælpen eller det folkelige engagement i den rige verden, snarere tværtimod! Den voksende middelklasse er et resultat af væksten i den lokale private sektor. De mennesker, der er i stand til at øge deres købekraft og slutte sig til middelklassen, bor i ordentlige hjem og køber forbrugsvarer og luksusvarer og er bestemt ikke dem, der får direkte nytte af udviklingsbistanden. De er resultatet af mere handel, udvikling af den private sektor og de voksende finansielle institutioner, helt udenom udviklingsmiljøet. Den offentlige sektor og civilsamfundet halter bagefter.

Det betyder efter min opfattelse, at enhver form for udviklingsarbejde skal indeholde hensyn til markedet i tanker og i handling for at få nogen effekt. At se markedet som djævelskab er oldnordisk og dette syn må kasseres. Det tjener ikke de fattige menneskers interesser, i og med at markedet er et sted, der sikrer en retfærdig fordeling af velstanden. Et levende marked, der har evnen til at ansætte og betale folk ordentligt er nøglen til udvikling. Hvorfor er et lille land som Danmark uden naturressourcer rigere end et land som Ghana, der er fem gange større og har alle mulige naturressourcer?

Politikere og aktører skal tænke over sådan noget, før de bestemmer sig. Dansk velfærd er baseret på mange faktorer, men handel er afgjort en af ​​de væsentligste drivkræfter for væksten.

Geopolitisk hykleri

Endelig for det tredje, hvorfor er Afrikas udvikling så langsom? For langsom er den. Mange faktorer spiller ind, men markedsadgang og institutionelle styrker er fundamentale. Uheldige handelsbarrierer over hele verden har skabt store vanskeligheder. Det er ligeledes ubestridt, at de afrikanske lande handler mere udenfor kontinentet end indenfor. Paradoksalt nok har deres eksterne handelspartnere i praksis beskyttet deres markeder mod afrikanske varer, fordi varerne skal opfylde streng kvalitetskontrol (= handelsbarrierer). Hvis afrikanerne fik lov til at handle på lige vilkår over hele verden, ville Afrika blive rigt. Igen er det stridspunkt, og det viser et globalt og geopolitiske hykleri.

Globale aktører taler med dobbelt tunge. De prædiker demokrati, som om det var et mål i sig selv, og som om fattige mennesker ville få alle deres problemer løst ved simpelthen at blive ”demokratiske”. De vender det blinde øje til det faktum, at demokratiet hviler på principper om frihed og økonomisk vækst. Alligevel vil de ​​såkaldte liberale økonomier lukke grænserne for hinanden og stede Adam Smith og co til hvile for bestandigt.

Konklusion
Afslutningsvis er det mit håb, at Danmark igen vil gå forrest og virkelig integrere handel med udvikling. Det må ikke være af kosmetisk årsager, retorikken skal ledsages af handlinger. Handlinger, der skal rumme fjernelse af landbrugsstøtten og en åbning af det danske marked og det danske samfund for globale værdier. Så vil udvikling også give mening for de fattige.

Af Shani Mahama

GHANA VENSKABSGRUPPERNE - KLOSTERPORT 4C 3. - DK-8000 ÅRHUS C - TEL 86 19 15 22 - GV@GHANAVENSKABSGRUPPERNE.DK